»Does that make me crazy«, spørger soulcrooneren Cee-Lo i, hvad der i historiebøgerne nok vil blive betegnet som 2006's største hit: 'Crazy'. Svaret må være et entydigt ja. Da det umage par Cee-Lo og produceren Danger Mouse gik på scenen i Vega under deres bandnavn Gnarls Barkley, var der ingen tvivl om, at forsangeren Cee-Lo var rablende. Men på den underholdende måde, selvfølgelig. Den altdominerende frontmand entrede scenen med en tolv mand stor entourage, der inkluderende fire bebrillede nørde-violinpiger og selvfølgelig Danger Mouse. Den generte musikmus satte sig bag pulten i baggrunden, og der holdt han sig resten af koncerten - uden på noget tidspunkt at søge dialog med sit publikum. Det gjorde til gengæld Cee-Lo, der havde sat sig for at underholde hver eneste fan i den totalt udsolgte sal, hvilket absolut var en mission accomplished. Manden er en humoristisk historiefortæller, der uden problemer kunne lave alle stemmerne til en tegnefilm. Hele bandet var klædt i hvidt, og de to hovedpersoner havde hvide kitler på - som for at understrege gruppens eksperimenteren med musik såvel som forstand og vanviddets ydergrænser. Især Danger Mouse lignede en DTU-studerende med sin lange, ranglede krop, tykke briller og uglede afrohår. Gnarls Barkley har haft et mere eller mindre frivilligt megakommercielt gennembrud med singlen 'Crazy', der har den sjældne kvalitet, at den rammer alle - fra feinschmeckere til fjortenårige konfirmander. Det gjorde, at koncerten var noget af det mest hypede i dansk koncerthistorie. Den samlede danske musikpresse var til stede og skulle feste med en i de kredse noget sjælden kombination: Voicepublikummet og de nybagte studenter. Men det gik faktisk fint i spænd, fordi begge grupperinger havde glædet sig og var indstillede på at feste. Cee-Lo beviste sit talent som entertainer, når han som en lille, rund sort buddha dansede og sang som en herlig blanding af James Brown og Tina Turner. »I feel sexy tonight«, grinede han og tog jakken af, så han stod i hiphoppernes yndlingsbeklædning: hvid undertrøje og guldkæde. Gnarls Barkleys tekster kredser omkring dystre emner som selvmordstanker, sindssyge og monstre under sengen. Dette sætter gruppen musikalsk sammen med en storladen blanding af soul og rock - lidt i stil med Queen eller 'Rocky Horror Picture Show'. Men hele tiden med en bund af sort musik: soul, funk og gospel. Cee-Lo og co. kæmpede med nogle lydproblemer de første fire-fem numre af koncerten, hvilket er for længe. Det gjorde, at musikken stødte sammen og blev til en larmende, rumlende bund, hvor Cee-Los særprægede stemme skar igennem som en skærebrænder. Hvad lydproblemerne skyldtes, er svært at sige, men diverse teknikere kæmpede en brav kamp, og langsomt blev lyd og samspil bedre, så vi kunne høre mere og andet end bare tunge trommer og brummende bas. F.eks. var der på mange af numrene markant orgel- og keyboardspil, som lød som en gospelgudstjeneste i Amerikas Sydstater. Cee-Lo var da heller ikke bange for at give den som gospelpræst med udstrakte arme og messende sang. Det var forfriskende at være til koncert med et band, der i den grad er anti-smukke, anti-kommercielle og anti- crowdpleasere til det sidste: Da hittet endelig kom, sang Cee-Lo omkvædet i en improviseret version med nyt omkvæd, hvilket der ikke var mange af de fremmødte, der lagde mærke til: De havde nemlig travlt med at skråle med på radioversionen, der kørte inden i deres hoveder. Hvem sagde statement?