HAN KALDER hende »Emmy«, og for hende er han bare »Mark«. Syv års tilløb til færdiggørelse af et fælles album ser ud til at have forstærket venskabet mellem Emmylou Harris og Mark Knopfler, som de agerer på scenen i Forum lørdag aften. Både de to hovedpersoner og alle Knopflers jordnære spillemænd hygger sig. Der er tekop og mineralvand på et diskret bord foran Emmylou Harris' mikrofon, og i hallen er der dækket op til siddende lytning på nummererede pladser. Alligevel bliver koncerten med Mark Knopfler og Emmylou Harris ikke omklamrende familiehyggelig. Der står 'An Evening With Duets' på billetten, og eftersom begge hovednavnene har arbejdet med talrige facetter af rootsrock i årtier, kunne man godt have forestillet sig en hel aften i stil med deres behagelige du8et8album 'All the Roadrunning' fra i år. Men fortolkningen af singlen 'This Is Us' er et de få øjeblikke, hvor de på skrømt driller hinanden og leger et aldrende ægtepar med både gode og pinlige minder i fotoalbummet. I den sang minder Mark Knopfler og Emmylou Harris om nogle af countryrockens store par, Tammy Wynette/George Jones og Johnny Cash/June Carter Cash. En hel aften på den måde kunne måske have været underholdende. Men den kunne også være blevet jovial, for tydelige jokes og store latteranfald falder hverken Mark Knopfler eller Emmylou Harris naturligt. Hans humor er tør som rasp. Hendes er syrlig som ribs. Og selv om de er meget forskellige som solister, holder de begge af at skabe mystiske og melankolske stemninger. DET GØR DE også sammen og hver for sig i Forum med sangene fra 'All the Roadrunning' som omdrejningspunkt. Mange af de sange handler om at flakke om, vagabondere, køre de støvede, øde amerikanske landeveje tyndere og aldrig nogensinde nå frem. Ikke engang til sidst. Emmylou Harris er netop fyldt 59 år, og Mark Knopfler er fire måneder yngre. At være rastløst spejdende efter nye udsigter fysisk og mentalt er noget, der virker almindeligt, når man er ung. Når man er næsten 60, røber det livslyst og udsathed med lige stor styrke. I hvert fald når det formidles med det nærvær, som kendetegner begge hovedpersonerne i København, men faktisk indimellem er mest intenst i sange fra andre udgivelser end 'All the Roadrunning'. Mark Knopfler har aldrig været den bedste sanger, men han er blevet bedre. Hans guitar er stadig hans vigtigste udtryksmiddel, men hvor han førhen var en mut, mørk bluesmand a la J.J. Cale, er han på det seneste blevet lidt blødere i vokalen. De mange fans af hans gamle band Dire Straits lyder, som om de klapper håndfladerne hudløse, da Emmylou Harris på et tidspunkt forlader scenen for at give Knopfler og blandt andre Dire Straits-trommeslageren Danny Cummings og multiinstrumentalisten Richard Bennett lejlighed til at spille en ni minutter lang, episk version af 'Romeo and Juliet'. Knopflers perfektion og alsidighed som musiker er imponerende. Albumversionen af hans 'Song for Sonny Liston' fra 2004 er ikke opsigtsvækkende. Liveversionen bliver derimod en snart hævnlysten, snart lumsk omgang slavekædetung, velfortalt, ibenholtsort blues. FORDI KNOPFLER og Harris vælger at veksle mellem duetter og solonumre, bliver koncerten ingen helstøbt oplevelse. Dertil er der for bratte stemnings- og genreudsving. En lang og langsomt opbygget version af Knopflers 'Speedway at Nazareth' på elektronisk bund er flot, men harmonerer ikke lydefrit med Emmylou Harris' tidligere fortolkning af blandt andet den 30 år gamle sang 'Boulder to Birmingham'. Det bliver lidt som at være til koncert med Gram Parsons og Pink Floyd. Samtidig. Og i denne sammenhæng måtte der gerne have været mere Emmylou Harris. For hver gang hendes dirrende lyse og altid personligt vægtende stemme synger for, går der en engel gennem rummet. En engel af sølv. Det er en stemme, der har det rigtig fint i selskab med Knopflers orkester. Det er en stemme, der klæder hans. Faktisk findes stemmer næppe smukkere end den.