0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

kritik Gi' det væk, gi' det væk, gi' det væk nu

Så langt væk fra Horsens, som man omtrent kan komme i dette land, viste Red Hot Chili Peppers, at rocken stadig er en kantet krabat fra storbyerne, man kan bruge som afsæt til hvad som helst. Også selv om koncerten er gratis og for de udvalgte få.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I stålstiverne på hver sin side af den interimistiske bar hænger henholdsvis de to kvindelige bartendere i hver sin T-shirt med påskriften 'Den Grå Hal og Christiania' og ejeren af butikskæden T.P. Musik Marked. Og danser. Et par meter fra mig holder Anders 'Anden' Matthesen sig for ørerne. Men han danser alligevel lidt.

Foran mig hopper efterhånden flertallet af de udvalgte få tilstedeværende lykkeligt op og ned, mens resten enten grifler vigtige linjer ned på deres notesblokke eller kigger vurderende ud over de korslagte arme. Inde i mængden befinder kronprinseparret sig sandelig. Frederik danser også. På en måde.

Jeg slutter mig til de dansende og ignorerer det nedladende blik fra en, der engang har været noget stort i bryggeribranchen og stadig formår at se endeløst blasert ud med et glas gratis fadøl i hånden.

På scenen hopper og hugger Red Hot Chili Peppers sig gennem 'Give It Away'. Og danser. For det er jo det, det i al sin enkelhed går ud på: »What you got, you gotta give it to your mama«, og frem mod det næsten buddhistiske omkvæd, »giv det væk, giv det væk, giv det nu væk«. Det hele.

Bare fordi man er til en underligt, næsten højstemt messe for de privilegerede få, der dybest set blot er en ny gradbøjning af vor tids vigtigste religiøse trosretning, marketingismen, kan man jo sagtens storsindet hylde selve musikkens graciøse væsen. Det, Red Hot Chili Peppers i sin tid blev baseret på i en skolegård hjemme i Los Angeles, og som gruppen stadig repræsenterer, selv om de nu om stunder hører til rockens største.

Når man er i den liga, kan man - næsten - selv fastlægge sin version af marketingismen. Og for eksempel vælge at lancere sit nye album 'Stadium Arcadium' ved syv små koncerter i globale hotspots som New York, Los Angeles, London, Paris, Rom, Berlin og - nå, ja - København. Tag den, Osama, vi er trods alt stadig med i det selskab, hvis vandpibe resten af rosset danser efter.

Det er nu engang stadig sådan, at »it's understood that Hollywood sells Californication«, som Red Hot Chili Peppers selv fastslog for nogle år siden på 'Californication'. Og så længe vi alle drømmer på californisk, er det logik for selv influenzaramte burhøns, hvis ideologi styrer den her klode. Nemlig Onkel Sams glatte femte kolonne, marketingismen og alle dens disciple.

Nyeste udtryk for den i rockens verden, der har en indbygget trang til at søge nye veje, er små, intime koncerter, hvor de privilegerede få, der angiveligt virkelig føler noget for det, der skal sælges, kan komme helt tæt på.

Dialektikkens dyder
Ligesom rocken lever i en evig dialektik mellem nybruddet og kommercialismens indfangen af det, var dette tilsyneladende mere idealistiske stunt et eksempel på, at marketingismen er i en form for dialog med sig selv. For koncerten i Den Grå Hal er et markant udtryk for, at musikken i de seneste år er blevet fedtet så meget ind i kommercialisme og storkapital, at det er blevet komplet umuligt for menigmand at gennemskue, hvad der er spekulation, og hvad der er reelt.

Hvad der er 'Stjerne for en aften' og 'Hjertet på rette sted', hvad der er Junior MGP og legestue, hvad der er show, og hvad der virkelig er sjov.

Den leg har Red Hot Chili Peppers, hvis rødder er i det californiske punk- og skatermiljø, forståeligt nok ikke lyst til at tage del i. Eller måske vil kvartetten bare ikke risikere, at bandets brand bliver fedtet for meget ind i marketingismen, så den følelse af uafhængighed, energi og frihed, der er i musikken, mister sin troværdighed.

For i en gennemkommerciel verden er det eneste, man har tilbage, netop det autentiske. Det er derfor, alle nye rockbands desperat søger tilbage til antikvariaternes kasser med fordums store grupper på lp, så de kan suge noget ægte, autentisk 'rock'n'roll' til sig.

Lyden, attituden, stilen, der selvfølgelig skal parres med noget personlighed og noget nutidigt for at begå sig i den knaldhårde kamp om lidt opmærksomhed. Sådan virker spillet mellem marketingismen og de nye navne. Men sådan er det naturligvis ikke for et etableret band som Red Hot Chili Peppers. Her er signalet: Vi er stadig seje, vi er stadig specielle, vi er stadig uundværlige.

Og når vi klapper marketingismens store klamme købmandshåndbog i og lader ringeklokken ringe ud i den merkantile skole, så kan ingen påstå, at Red Hot Chili Peppers ikke gjorde, hvad de kunne, for at sætte ild til hver eneste side i marketingplanen. Firkløveret investerede alt i den godt halvanden time lange koncert, der uden sammenligning var den bedste, undertegnede har oplevet med gruppen i Danmark.

I modsætning til besøgene på de store scener ved floppet i Danmark Hallen i Valby, i Parken og på Roskilde Festival var Red Hot Chili Peppers ikke alene selv ekstremt veloplagte i Den Grå Hal. Lyden var også så superb, at man som rockfan ikke kunne andet end læne sig tilbage i den elektriske sandstorm, der blev blæst op af et umanerligt velspillende orkester med tårnhøj lydstyrke.

Foran et publikum, der bestod af lige dele komisk, undskyld, kronisk afventende branchefolk og fans i en himmel af røde chilipebre, viste kvartetten fra første færd, at de ikke bare legede, at det her var en rigtig koncert. Fra guitarist John Frusciante og bassist Flea fik dirket porten op til riget af funk, punk, ska, rap og metal, med de karakteristisk rytmisk huggende riffs til 'Can't Stop', strømmede musikken gennem kvartetten.

Røde jazzpebre
Ingen af vor tids rockbands er på en gang så loose og tight som Red Hot Chili Peppers, der spiller som blandingen af en cool, tilbagelænet jazzkvartet og et ungdommeligt rockband med tøjlesløs energi.

Når bandet tilmed er så fokuseret, forekommer småsnak og tekniske problemer bare som en charmerende del af forestillingen. Musik er en levende sag i hænderne på levende mennesker, der kan fejle, men også ramme det uhørt sublime som den fremragende bassist Flea, der spiller sit instrument med en virtuositet, mange guitarister kun kan drømme om.

Og John Frusciante med sit skiftevis drømmende smukke og flænsende energiske spil. Den spinkle guitarist har på alle måder fået mere plads i orkestret og flår salen frem mod scenen med blandt andet sin version af Donna Summers discoklassiker 'I Feel Love' midt i sættet.

Med de to virtuoser i front kan Chad Smith bag trommerne koncentrere sig om tordentyngde og dynamik, der fungerer, mens sanger Anthony Kiedis med den begrænsede stemme, men enorme intensitet bare skal køre spurten hjem. Hvad han så gør med stort nærvær og smittende glæde i kendte sange fra de seneste slidstærke plader 'Californication' og 'By the Way', 'Scar Tissue', 'Other Side' og især en fænomenal udgave af 'By the Way' er en ren fest.

Men heldigvis for Red Hot Chili Peppers går aftenens største bifal