Tokyo-kvartetten var i byen for at give masterclass på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium. Oven i købet den anden masterclass inden for bare to år. Her har konservatoriet fået en rigtig god forbindelse, lader det til. Ved kvartettens koncert i Diamanten vrimlede det da også med unge konservatoriestuderende med violinkasser over skulderen, og da alle sad ned, var det i første omgang for at høre Schuberts 'Kvartetsats' i c-mol. Ret beset en abort af en strygekvartet, men pyhada for et barn, det kunne være blevet, hvis graviditeten var gået planmæssigt. De fire sammenspillede musikere fremstillede Schuberts enkeltstående sats med næsten spøgelsesagtig sitren. Til stede og skyggesvagt på samme tid. Men den knivskarpe fortolkning, leveret uden nogen form for berøringsangst, kom med Debussys åbenbaring af en strygekvartet. Et stykke rytmisk og klanglig kvartetkunst, der med liden agt for alt, hvad der dengang var tradition på det ellers så traditionsbelastede område, tillader alle fire spillere at stå solistisk frem. Samtidig med at Debussy samler kræfterne i brændeglasfokuserede stråler af besættende originalitet. Tokyo-kvartetten spillede Debussy med mere end rutine. Velafstemt og dynamisk. Og så deres Haydn, som kvartetten i øvrigt i sin tid var verdensberømt for. Ja, især deres Haydn, faktisk. Bare én sats, givet som ekstranummer, nemlig finalen af 'Rytterkvartetten'. Men så bøjelig. Så energisk, spændstig og delikat på én gang! Det var ganske sublimt. Til gengæld var det skuffende at høre den efterhånden mere end 35 år gamle verdenskvartet spille Beethovens sene strygekvartet, opus 130. Ikke kun fordi de fire musikere pietetsfuldt snød os for 'Grosse Fuge' som afslutning til fordel for Beethovens definitive, men mindre radikale finalesats. Men også fordi denne lettere finale, trods al karaktersikkerhed i øvrigt, noget overrumplende viste svaghedstegn i musikernes fælles intonation. Alligevel står indtrykket her dagen efter, hvor anmeldelsen skrives, stærkt. Indtrykket af et ensemble, der ikke smører på, men trænger ind. Og som i Debussy og Haydn præsterede det rigtig fremragende.