Baghånden ramte, så det sang. Efter en første afdeling, der var lige så uengagerende, som den var respektabel, var forventningerne til Tjajkovskijs 5. symfoni efter pausen sat på vågeblus. Dén kan blive morderlig lang og krones af en finale, der som få andre bevæger sig på kanten af ulidelig vulgaritet. Men den russiske dirigent overraskede med en velplejet og velgørende disciplineret no nonsense -fortolkning, der samtidig var farvestærk og overordentlig spændstigt og levende modelleret: følelsesfuld uden føleri, stram uden tørhed. Var opførelsen ingen dybt personlig bekendelse, så var den til gengæld ægte symfonisk i sit dynamisk samlende greb om detaljernes frodighed, sin konsekvente enhed af substans og gestik i et storladent episk forløb. Man blev suget ind i fortællingen og aldrig forstyrret af skurrende detaljer. Så afklaret var Aleksejev langtfra i mellemspillet fra Stenhammars kantate 'Sången'. I en meget udvendig læsning lod han overpolstret klangsvulmen dominere på bekostning af den melodilinje, der er stykkets rygrad. Schumanns cellokoncert overlader i høj grad det kreative arbejde til solisten med orkestret diskret akkompagnerende i baggrunden, men lidt mindre taktfasthed i finalen havde altså ikke gjort nogen skade. Den schweiziske cellist var en sympatisk dygtighed: troværdigt medlevende med stort teknisk overskud og ikke uden frodighed. Alligevel forstod jeg ikke, hvad han ville med koncerten. Schumann er en skrøbelig komponist, der i høj grad skal læses mellem linjerne: Selv om man 'får det hele med' i forhold til partituret, er det slet ikke nok, om end det kan være svært at definere det manglende. Her havde det i hvert fald at gøre med hans særlige sværmeriske lyrik, en stemning af frit associerende dagdrømmeri. Og så elementær klanglig charme, som Yang har meget lidt af.