Nogle fyre har al heldet, siger et lige så gammelt som bittert mundheld. Men det gør ikke noget, når fyrene så rundhåndet deler ud af det heldigt medfødte talent som den britiske komet Jamie Cullum. Han fik viljefast og snapt omdannet en døsig søndag aften med stærk appel til ophold under egen dyne til en fest af de bedre. Et humørfyldt vækkelsesmøde for musikken som sådan - i Vega. På to år har Jamie Cullum sikret sig et massivt gennembrud, han er allerede i en alder af 26 år på baggrund af sine to album den bedst solgte britiske jazzmusiker nogensinde. Ikke uden grund er han blevet sammenlignet med selveste Frank Sinatra, Cole Porter og - måske lidt mere nærliggende - Robbie Williams. Ligesom amerikanske Norah Jones - for nu at fortsætte navnedropperiet - begår Cullum sig i den stærkt populære afdeling for stearinlys, kærlighedscuisine og indsmigrende jazz light. Genren kaldes new romantica og behager den nye velopdragne middelklasse lige så meget som hjemmegjort sushi. Men der er intet pænt eller tilpasset over den tætbyggede Jamie Cullum. Ikke det mindste symptom på behagesyge. Ganske vist var han fra starten af sin koncert i Vega klædt i sort jakke og knaldrød skjorte. Men da først jakken røg af, viste det sig, at skjorten var en træningstrøje, som hurtigt fløj samme vej gennem luften. Resten af koncerten foregik i nyindkøbt rød T-shirt, fordi Jamie Cullum og hans velklingende og umanerligt tæt sammenspillede band med to blæsere efter en lang turne angiveligt ikke har mere rent tøj. Heldigvis har turneen ikke drænet Jamie Cullums ubændige trang til at underholde. Til at bruge de forrygende evner som musiker og sanger, han fik ved at dumpe ned i kedlen med tryllete som barn. Eller til at charmere sig ind på klassikere og aktuelle hits. Cullum orker kort sagt stadig at forføre publikum, et publikum, der dårligt kan blive andet end betaget og småforelsket i den ekvilibristiske vildbasse. Medmindre man da hører til dem, der synes, at alt det jazzgøgl med Cole Porter og andre hellige køer bare er for meget. Og at Jamie Cullum savner både skam og sjæl, når han som et ukontrollabelt DAMP-barn forløber sig og lader sit flygel fare rundt i den store, amerikanske sangbog som et cruiseskib i Tivoli-søen. Eller afbryder en ellers indfølt version af sin egen 'London Skies' for at spænde sig fast til en stortromme af den type, Mabel engang fik til at sige 'boom boom'. For slet ikke at tale om den trommesolo på eget flygel, der afsluttede en flot duet med sangerinden Beate Lech fra det hippe, norske åbningsband Beady Belle i den ellers triste katastrofesang 'Oh God'. Eller den endnu vildere trommesolo i afslutningen, hvor Jamie Cullum selv overtog gulvbassen og fik hele salen til at hoppe, så man lige nåede at overveje holdbarheden i konstruktionen af Vega. Dem om det. Fornøjelsen ved Jamie Cullum er netop, at han ikke tager sig selv og sin metier så alvorligt, at romantikken får lov at sætte sig i halsen som en vildfaren klump foie gras. At han danser med og på sit flygel frem for selvtilfreds at levere nye klæge kærlighedssange til den velklædte middelklasse. Med tilsvarende uimponeret og lidet leflende tilgang. Selv om han kan sit kram, hvad de rene Frank Sinatra-fraseringer og timingen i 'What A Difference A Day Makes' og den fint leverede soulsang 'Mind Trick' til fulde overbeviste om. At Jamie Cullum har Sinatra på stemmebåndene og en sprælsk Victor Borge i klaverfingrene, skal ikke ligge ham til last. At han så samtidig forstår at kommunikere med sit publikum og holde festen i kog i et par solide timer, overbeviste i hvert fald undertegnede om, at den røde ballon, Jamie Cullum har pumpet op med lige dele glad og stemningsfuld musik, kan komme til at flyve endnu højere i de kommende år. Også selv om himmelen nu og da er »shitty«, som den hyperenergiske sanger med befriende respektløshed fik sunget ind i sangen om den forskel, en dag kan gøre.