0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Velment og langstrakt

Tivolis Koncertsal blev ikke den optimale ramme om mindekoncerten for Niels-Henning Ørsted Pedersen. Et tv-team distraherede.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Ideen var oplagt.

For selvfølgelig skulle der arrangeres en mindekoncert for vort store nationale jazzikon, bassisten Niels-Henning Ørsted Pedersen, der døde sidste år.

Og lige så forståeligt er det, at rigtig mange musikere, både fra nær og fjern, gerne ville være med til at fejre ham.

Der var travl trafik imellem de enkelte numre på scenen i Tivolis Koncertsal, mens musikerkollegaer som Oscar Peterson, Hank Jones og Phil Woods, der ikke kunne være til stede, på skærme fortalte om deres samvær med NHØP.

Det måtte blive en meget lang koncert, over tre og en halv time, men spørgsmålet er, i hvor høj grad publikum også fik sine forventninger opfyldt?

Ikke alle var vel forberedt på, at det var en tv-optagelse, de skulle overvære, idet koncerten vil danne basis for en temaaften på DR 2 18. februar.

Tre stærke projektører, der var rettet direkte mod publikum, vakte højlydte protester.

Men så var der jo musikken, som konferencieren Curtis Stigers kyndigt gelejdede os igennem. Og det begyndte fint med 'Det var en lørdag aften', fremført af violinisten Kim Sjøgren, det smukt syngende Sokkelund Kor og Ole Kock Hansen ved flyglet.

Så blev det DR Big Bandets tur i NHØP's blues 'The Puzzle' med hans samarbejdspartner gennem de sidste syv år, guitaristen Ulf Wakenius, som solist. En hårdtpumpet affære, som desværre bekræftede os i, at jazzen ikke har det godt i Tivolis Koncertsal, når der anvendes kraftig elektronisk forstærkning.

Trommerne, placeret i scenens baggrund, buldrede. (Det viste sig senere at gå betydeligt bedre, når de stod fremme på scenen, hvor de er bedre afskærmet i højden). Og koncerten igennem klang flyglet grimt, om end det i nogen grad afhang af, hvem der spillede på det.

Næste punkt på programmet, sangerinden og pianisten Tania Maria, bassisten Klavs Hovman og trommeslageren Marilyn Mazur, fik dog i to numre musikken til at leve.

Det samme gjorde en tilsvarende trio, Mulgrew Miller. Jesper Lundgaard og Alex Riel, og især deres andet nummer, 'Old Folks', med fornemt solospil af Lundgaard, høstede fuldt fortjent første koncertafdelings største bifald.

Indimellem havde vi hørt Lundgaard sammen med tre andre danske bassister, Mads Vinding, Bo Stief og Hugo Rasmussen, i en hyldest til deres afdøde kollega. Her måtte vi nøjes med den smukke tanke, der lå bag, for det var ikke meget, der nåede ud over rampen.

Bigbandet var tilbage på scenen i NHØP's 'Uncharted Land' i et arrangement af Palle Mikkelborg. Den kønne indledning, det store orkester dæmpet helt ned og Søs Fengers ubesmykkede foredrag af Liza Freemans ord, blev dog afløst af mere ordinær jazzrock.

Fire trommeslagere med hver sin lilletromme, Ed Thigpen, Jonas Johansen, Alex Riel og Albert 'Tootie' Heath, var de første på scenen efter pausen, og det var faktisk rigtig fornøjeligt, hvad de havde at byde på.

Til gengæld fik en udgave af 'Angel Eyes' med Mikkelborg på flygelhorn, den belgiske guitarist Philip Catherine, Bo Stief på el-bas og Helen Davies på harpe mig til at tænke på, om det er 'finere' at spille rubato end med en fast rytmisk puls. Personlig synes jeg det ikke.

Der var anderledes luft under vingerne i 'My Little Anna' (Wakenius, Catherine, Lundgaard og Johansen) og 'Lines (Wakenius, Chris Minh Doky på bas og Johansen).

Sangerinden Cæcilie Norby og bassisten Lars Danielsson leverede en formfuldendt udgave af Joni Mitchells 'Both Sides Now', og så til koncertens absolutte højdepunkt: To numre med pianisten Jim McNeely, DR Big Bands tidligere chefdirigent, der p.t. er her i landet og derfor kunne erstatte den oprindeligt annoncerede Renee Rosnes, Mads Vinding og Jonas Johansen.

Her oplevede vi så i 'Softly As In A Morning Sunrise' og 'Body And Soul', hvordan jazz kan lyde, når musikken får os til glemme øjeblikket. Eller som NHØP sagde det i et af indslagene på skærmene: »Når musikeren ikke stiller sig foran, men bag musikken«.

Denne egenskab kendetegner også tenorsaxofonisten Chris Potter, der sammen med keyboardspilleren George Whitty, trommeslageren Jeff 'Tain' Watts og Ulf Wakenius optrådte i en gruppe, Chris Minh Doky havde samlet til lejligheden. Men til trods for, at både Potter og Watts viste glimt af deres storhed, blev det til en utilfredsstillende forestilling.

Koncerten sluttede med NHØP's 'Those Who Were', som Curtis Stigers lånte stemme. Også her stillede de akustiske forhold sig i vejen for, at den kom fuldt ud til sin ret. Til gengæld kunne man glæde sig over Potters ledsagende spil, der var af højeste klasse.