Alt var vel ikke lige vellykket, og en vis udrensning ville ikke have været nogen skade til, men kedeligt var det på intet tidspunkt. Yderpunkterne fandt man i Pernille Bévorts 'Cat Club Kittens', som Qarin Wikström lånte stemme i en skøn blanding af tidlig Kurt Weill, Frank Zappa og Bévorts egen kreativitet, og den udsøgt arrangerede 'Ballad For Dreamers, hvor hun selv forlod dirigentpodiet for at overtage solistrollen. Og også første sæts afsluttende indslag, 'Karoshi', var ganske herligt i sin vekslen mellem stramt disciplineret ensemblespil og kontrollerede udbrud af fri jazz. Det var på det punkt, det gik galt for Maibritt Kramer. Her fornemmede jeg intet overblik, ingen sans for timing, idet der var alt for meget, der uden indbyrdes sammenhæng skulle presses ind i den samme ramme. Enkelte dele, som muligvis kunne have stået sig ved deres selvstændige værdi, blev ofte modarbejdet fra anden side. Måske spillede også en manglende rutine i at arbejde med en større besætning ind. Det var ligeledes Pernille Bévort, der dagen efter markerede sig som en særdeles original og vidtspændende komponistbegavelse. I modsætning til Maibritt Kramer, som vi hørte i koncertens anden afdeling, virkede det, Bévort foretog sig, motiveret, styret ud fra en klar hensigt. Alt var vel ikke lige vellykket, og en vis udrensning ville ikke have været nogen skade til, men kedeligt var det på intet tidspunkt. Yderpunkterne fandt man i hendes 'Cat Club Kittens', som Qarin Wikström lånte stemme i en skøn blanding af tidlig Kurt Weill, Frank Zappa og Bévorts egen kreativitet, og den udsøgt arrangerede 'Ballad For Dreamers, hvor hun selv forlod dirigentpodiet for at overtage solistrollen. Og også første sæts afsluttende indslag, 'Karoshi', var ganske herligt i sin vekslen mellem stramt disciplineret ensemblespil og kontrollerede udbrud af fri jazz. Det var på det punkt, det gik galt for Maibritt Kramer. Her fornemmede jeg intet overblik, ingen sans for timing, idet der var alt for meget, der uden indbyrdes sammenhæng skulle presses ind i den samme ramme. Enkelte dele, som muligvis kunne have stået sig ved deres selvstændige værdi, blev ofte modarbejdet fra anden side. Måske spillede også en manglende rutine i at arbejde med en større besætning ind. Eksempelvis burde Kramer have kunnet forudane, at Qarin Wikströms spæde røst måtte drukne i de bastante blæserklange, hun havde skabt som ledsagelse for den svenske sangerinde i den sidste af de tre sange, der udgjorde hendes suite.