Da jeg kom ud i foyeren i pausen, mødte min ven nede fra 1. række mig, og jeg kunne se forelskelsen dunke opkørt i halspulsåren, han talte hurtigt og i stød: »Altså, seriøst: Fremtiden for vores venskab afhænger helt og aldeles af, hvad du skriver om hende!«. Og han mente det. Så nu får vi se. Liza Minnelli er ikke bare en sanger eller en performer, der er kommet til byen for at give koncert. Man kan ikke bedømme hende efter almindelige alen. Hvor konstant eller hvor troløs hun end har været gennem sin 40 år lange showbizkarriere, hvor få reelle succeser vi nu måtte kende hende for - så er hun 'Liza With a Z', Judys martrede datter, den stakkels lille rige pige ingen ville bytte liv med for noget i verden. I pausen må jeg indrømme, at jeg var mere perpleks end ekstatisk. Jeg havde været det direkte vidne, sådan følte jeg det, til en bombe, der detonerede for øjnene af mig. En selvmordsbomber fra Broadway med døden malet i øjnene, en af den slags, der ikke ta'r gidsler. Et DAMP-barn man ikke kunne redde fra sin skæbne. Flere gange i løbet af showet, der talte 19 sange, inklusive et par potpourrier, frygtede jeg alvorligt for, at hun måtte opgive sit dristige forehavende og smide sit gennemblødte hvide håndklæde i ringen, som man siger i boksning, måske sportsgrenen der er den nærmeste fætter til showsang. Og jeg havde lyst til at gå op til hende og sige: Liza skat, slap nu af, min pige. Far og mor holder jo af dig under alle omstændigheder. Hvis nu jeg bliver her, til du er faldet i søvn ...? Fra hun var 15, har hendes liv været en rutsjebanetur af nervesammenbrud, alkohol- og stofmisbrug. Som sin mor har hun giftet sig med homoseksuelle mænd af grunde, vi kun kan gisne om, og det var næsten for grel en deroute, da vi for et par år siden kunne læse om, at hendes mand igennem et helt kalenderår sagsøgte hende for at have gennembanket ham ved flere lejligheder. Hver en drink, hver en pille og enhver nervøs trækning igennem 45 år kan høres i hendes stemme, hvilket gør hende dejligt menneskelig. Nem at identificere sig med. Hun har det tilfælles med Judy og med Edith Piaf, at de lyser gennemsigtigt af en slags lillepigeforladthed ud fra en ramponeret moden krop. Som hun stod i spotlyset med et sidelæns vug i de nye hofter, med armene spredt vidt ud til begge sider og samtlige fingre aggressivt strittende, var hun et billede af sin mor, for hvem den positur blev en - kær - manér. 'I Can See Clearly Now' åbnede showet, og Liza stod i spotlyset med vidt udbredte arme i rhinstensfunklende dress og med det karakteristiske sortlakerede, pjevsede pandehår. Jeg er nødt til at være ærlig og sige, at hun på dette tidspunkt i koncerten bjæffede snarere end sang, med en vokal så splintret som mørnet træværk og et vibrato, der skar luften i tykke, tykke skiver med en lidt for sløv kniv. Det forekom mig umiddelbart, at hun ikke var særlig klartskuende, om så »the rain has gone« eller ej. Ligegyldigt hvad hun gjorde, fór publikum op af sæderne og applauderede som gale. Fordi de elskede hende - slet og ret. Selv hvis hun havde mimet eller slet ikke havde åbnet munden, havde hun fået bifald. Hun er en af verdens store kendisser, hinsides alt hvad vi kender fra 'Hvem vil være millionær?' og 'Robinson' og de dersens amatørdanserprogrammer, der er tidens store tv-modelune. Verden har kendt alt til hende, fra hun var baby og debuterede i sin mors, Judy Garlands, arme i en film fra 1949. Hun er fra verden af i går og på sin vis - i kraft af moderen og forbindelsen tilbage til et tåget sted i Hollywoods halvtidlige historie, tilbage til Judy og 'Over the Rainbow' i 30'erne - er hun langt ældre end sine snart 60 år. Første sæt var ikke vellykket, det får man mig ikke til at mene. Sangene blev bjæffet, hostet og harket ud, og den generøse Lizaklang var helt borte. Hun havde lært sig at hviske for at dække over de store områder af stemmen, hvor den var rusten eller bare forsvundet, og lægge luft i kubikmetervis ind over, og så meget desto større var chokket, når hun pludselig satte trumf på, som i 'The Man I Love', og stemmen svulmede i fuldbrystet og helhjertet Broadwaystil. 'What Did I Have Then That I Don't Have Now?' spurgte hun i titlen på en sang, og det svar kunne man ærlig talt fylde en hel bog med. Men interessantere er det måske at vende spørgsmålet om: Hvad har Liza i dag, som hun ikke havde dengang? Ingen af os er jo 24 længere. Og det, hun har - det der løfter karaktergivningen af hendes Århuskoncert op på fire hjerter - er den umanérlige drevenhed og professionalisme, der gør, at hun ikke havarerer, om end advarselsblinkene lyser som besat. Showbiz handler om at forføre, først og sidst. Og alle midler må tages i brug. Og der må gerne snydes på vægten, for glamour og personlighed er løsenet i dette univers. 'The end-all and be-all', som det kunne hedde i en Broadway-showstopper. Lizas andet sæt var en triumf, det medgiver jeg. 'Alexander's Ragtime Band' er en ny titel på hendes sætliste, men hun swingede den, som var den hendes egen. Og lige efter fulgte aftenens stjernestund, Lizas helt egen version af 'God Bless the Child', heller ingen gammel Lizatitel, men i den aktuelle turnés anledning var den blevet hendes nyeste ejendom. Effekterne var grove, jovist, og gennemskuelige, men der blev tolket i bund, og fraseringerne rykkede. Midt i en sang vendte hun sig mod bandet: »Synger jeg i den forkerte toneart? Ja, jeg gør sgu! Pis!«, og i titelsangen fra 'Cabaret' legede hun med vores forventninger i sangen om luderen Elsie, der dør af sin cocktail af sprut og narko: »Well, that's what comes from too much pills and liquor«, og der lå et underforstået blink til os, og hun ændrede teksten fra »when I go, I'm going like Elsie« til det mere håbefulde »when I go, I'm NOT going like Elsie«. Og: »Everybody loves a winner«, sang hun i 'Maybe This Time', »so nobody loves me«, men så meget desto mere elskede vi hende, som hun stod der, lettere bulnet og medtaget. Selvfølgelig fik vi også 'New York, New York' med de magiske ord »start spreading the news«, og hun dedikerede den til den nyfødte danske prins, hvilket var sødt nok. »Nu er mine øjenvipper ved at falde ud«, sagde hun ned i det hvide håndklæde, og hun påstod, at nu havde hun altså ikke mere musik med, hun kunne ikke mere, men jeg havde da læst anmeldelserne af hendes nylige amerikanske koncerter og vidste, at det var kruk. For hun havde da lige 'I'll Be Seing You', som hun leverede a cappella.