Først Ravi Coltrane, så Branford Marsalis og senest Vincent Herring. Inden for de sidste to uger har vi herhjemme kunnet møde tre amerikanske kvartetter, alle med en saxofonist i front og rodfæstet i jazzens hovedstrøm, hvis musik udstråler det særlige drive, der kendetegner newyorker-jazzen. Og i den henseende lignede det en fast rutine, når man kunne opleve, at de alle tre - åbenbart for at sætte tingene på plads fra første færd - lagde ud med speederen i bund og fuld fart frem, hvor de mange toner i et pauseløst race nærmest væltede over hinanden. Jeg kom til at tænke på Herrings tidligere kapelmester, kornettisten Nat Adderley, der - efter at have afleveret en lignende svada - tørt bemærkede, »nu har vi vist, at vi kan gøre det, så nu behøver vi ikke at gøre igen«. Måske tænkte Herring det samme, men han sagde det i hvert fald ikke højt, da han præsenterede sine tre medspillere, pianisten Danny Grissett, bassisten Richie Goods og trommeslageren Joris Dudli. For selvfølgelig kan en sådan 'opener' virke effektfuld, hvis det blot drejer sig om at imponere publikum, men søger man efter mere, er udbyttet mere beskedent. Det efterfølgende nummer, Tizol/Ellingtons 'Caravan', bød da også på spil af langt dybere karakter. Herring selv er en glimrende solist på sin altsaxofon. Med sin insisterende tone og sine prægnante fraseringer ikke langt fra Julian 'Cannonball' Adderley, ovenfor nævnte Nat Adderleys afdøde storebror. Også Grissett svarede for en fortræffelig indsats, hvorimod Goods i sin trak niveauet ned på det meget jævne. Meget afhænger imidlertid af, hvad man som solist har at arbejde med. Og på det punkt måtte man endnu en gang konstatere, at der kan være for lidt gods i de kompositioner, musikerne selv kreerer. En ballade, der efter introduktionen af temaet slog over i dobbelt tempo, var simpelt hen kedelig. Og i et stykke af Dudli blev den alt for usmidige 'funky' rytmik, der lå til grund for det, til noget af en belastning jo længere stykket skred frem. Til gengæld blev der sat et medrivende punktum med første sæts afsluttende indslag, bygget over et bebop-tema, hvor også Dudli viste sig fra sin bedste side, så spillet nærmest flød af sted, og som bekræftede os i, at Charlie Parker også i dagens jazz fortsat kan tjene som en frugtbar inspiration.