Hvor mange gange har jeg ikke lovet mig selv, at det skulle være sidste gang, jeg havde overværet en jazzkoncert i Radiohusets koncertsal? Med sin kolossale højde til loftet er rummet jo fuldstændig uegnet til et sådant formål, og den forstærkning, der anvendes, gør yderligere ondt værre. Men jeg lod mig altså lokke igen. For Branford Marsalis er en af den yngre generations betydeligste sopran- og tenorsaxofonister, og holdet omkring ham, pianisten Joey Calderazzo, bassisten Eric Revis og trommeslageren Jeff 'Tain' Watts, er ligeledes navne, der har vist deres værd. Jeg ankom tilmed med det spinkle håb, at det ikke kunne gå helt så galt med en kammermusikalsk besætning som en kvartet. Jeg tog fejl. Trommerne buldrede, som de plejede at gøre det. Bassen sagde bum-bum-bum, idet det kun undtagelsesvist lod sig gøre at skelne dens toner. Flyglet var aldeles berøvet sin egen klang, der til gengæld fremstod decideret mekanisk og grim, og heller ikke Marsalis' saxofoner var fri for forvrængning. Andre kan måske affinde sig med det, men for mit vedkommende var det under lange passager selve den ubehagelige lydoplevelse, der fortrængte indtrykket af, hvad musikerne reelt spillede. Det, der markerede sig stærkest, var den energi, musikken udstrålede. Men under de givne omstændigheder snarere som en fysisk kraftpræstation end som et meningsfuldt kunstnerisk budskab. Mest udbytte havde jeg af en version af Rezso Seress' 'Gloomy Sunday', hvor specielt Calderazzos solo udmærkede sig ved sin raffinerede enkelhed, og Wynton Marsalis' 'Free To Be', der bød på medrivende sopranspil og en fremragende, dristigt disponeret trommesolo. Et helt andet indtryk af kvartetten giver dens netop udgivne nye cd. Her spilles der ikke med musklerne, derimod får hver tone mening i de syv ballader, cd'en rummer. Igen er det Calderazzo, der i 'Gloomy Sunday tager prisen med sit indfølte spil. Med valsen 'Reika's Loss' afslører Watts sig som en komponist af fornemste rang, og Marsalis viser, ikke mindst i Calderazzos 'The Lonely Swan', at der næppe findes nogen, der spiller sin sopransaxofon med en smukkere tone end han. På tenoren er Marsalis noget af en eklektiker, der har formået at tilegne sig andres stilistiske udtryk, men vel at mærke uden at sætte sin egen personlighed over styr. Det kan man konstatere i en vidunderlig udgave af Michel Carrs 'Dinner For One Please, James' (en melodi, der næppe tidligere er benyttet i jazzsammenhæng), hvor det er Ben Webster, der tjener som inspiration. Selv svarer Marsalis for titelnumret, 'Eternal', en fascinerende musikalsk rejse, der til trods for sine knap atten minutters varighed formår at fastholde os hele vejen.