Mens de store forventningerne taktfast blev klappet helt op under loftet, var det eneste lys, de spændte blikke kunne ane på den mørklagte scene, en gullig standerlampe. Men da introduktionsmusikken spillede, bankede meterhøje bogstaver i knaldrød neon pludselig navnet på aftenens musikalske værter, Kaizers Orchestra, fra væggen ud over salen. Fra hyggelig, om endt lettere kitschpræget standerlampe til natteflænsende neonskrig. Det er jo just den udvikling eller oplysning, om man vil, de glade norske spillemænd fra landsbyen Bryne ved Bergen selv har oplevet på fire år. Siden de i 2001 præsenterede verden for deres helt særegne musikalske mikstur af punket polka, fyldebøttekor, tung sømandsdans, visne viser og skramlet rock på debuten 'Ompa til du dør', er det gået fra kult til kassesucces. Med alt, hvad dertil hører af succesrige koncerter og skift til et stort, multinationalt pladeselskab. Samt risikoen for at få en af rockbranchens mest mølædte klicheer, 'I har solgt ud!', stukket i snotten. Forud for den første af de to bragende udsolgte koncerter i Vegas store sal (den anden var i aftes), blev der da også mumlet lidt i de mørkeste kroge om, at »de er nu blevet lidt pæne«. Alt det syntes Kaizers Orchestra på vanlig fandenivoldsk facon at blæse højt og flot på, da de satte skub i en hæsblæsende forestilling. Der var fuld fart på fra starten både på scene og i salen, hvor smilene gik fra væg til væg, og armene begejstret rejste sig mod himmelen. For selv om Kaizers Orchestra indimellem er komplet uforståelige, er de mindst lige så uimodståelige. Alle rygter om pænhed blev definitivt banket af vejen som fimset støv, da de nye numre fra gruppens tredje og mest formfuldendte album, 'Maestro', fra denne døende sommer viste sig at være knejsende og majestætiske på scenen. Selvfølgelig sammen med bygen af klassikere som 'Di grind' og 'Ompa til du dør', der blev trampet helt ned i det brændende helvede af en stampende sal. Klædt i sorte skjorter og med røde slips, der senere blev smidt til fordel for svedige brystkasser og ditto undertrøjer, styrede sanger Janove Ottesen og den både varierede og velspillende guitarist Terje Vinterstø sejren i hus. Med tordnende tæsk til olietønder med koben og de andre ingredienser, der gør Kaizers koncerter til noget helt særligt, fordi de aparte instrumenter ikke blot er staffage. På halvanden time lykkedes det til fulde nordmændene at vise, at det, der sker med et band, der vokser ud af kulten og ganske langsomt får et større følge, ikke handler om pænhed. Men ganske enkelt om at blive dygtigere, rendyrke sit udtryk og samtidig blive i stand til at raffinere det. Sådan har Kaizers Orchestra gjort. Det gør det måske ikke til »formentlig det mest talentfulde i verden just nu«, som Janove Ottesen erklærede med amerikaniseret accent, men helt sikkert til en rendyrket fornøjelse. Kaizers Orchestra er måske nok åndelige slægtninge ud i det absurde af svenske Bob Hund, tyske Rammstein og danske Nephew, men alligevel helt sin egen. Hvad hverken politikere eller de radioer, der afviser at spille gruppens musik, fordi »ingen forstår norsk«, har formået, klarer Kaizers. Nemlig ved hjælp af det, vi i mangel af bedre kan kalde tumultimusik, at samle ungdommelige fans af forskellige genrer til et syndigt, men sammenhængende nordisk rod. Efter at have genfundet sine vikingegener og vores trods alle fornægtelser fælles nordiske identitet på en postmodernistisk musikalsk losseplads er det lettere at stævne mod den skandinaviske fimbulvinter.