»On a jazz planet«, rappede 25-årige Soweto Kinch, og endelig, endelig, fik han Pumpehuset med sig om bord i den jazzraket, som skulle lette og tage fart og bringe os alle til den jazz-zone i det ydre rum, som Kinch så gerne vil have os til at besøge. Men det var altså først som slutning på første sæt af en koncert, hvor Soweto Kinch havde understreget sinstatus af opstigende stjerne på den britiske jazzhimmel ved at trække den tre kvarter, før han gik på scenen i et Pumpehus, der denne sommeraften før regnen mindede mest om et drivhus. Når sandheden skal frem, var der mere ambition end forløsning at finde i en koncert, som i stort omfang trak på Kinch' første, indtil nu eneste cd, 'Conversations with the Unseen'. Nu kunne man med den titel tro, at Kinch forsøger at komme i åndelig kontakt med sit erklærede idol John Coltrane. Men nej. Rap, til dels leveret freestyle og ikke uden evner, og så eventyrlystent altsaxspil mere à la Ornette Coleman og sådan lidt Gary Bartz-agtigt er mere hans ting. Disse to meget forskellige udtryk kom aldrig rigtig til at danne en helhed, selv om netop dét er Kinch' mission. Tværtimod fik man indtryk af at høre musik fra to forskellige planeter. Og så er der noget med Kinch' ambitioner, som ikke helt matches af musikken. Skal man spille så alenlange saxsoloer, skal man virkelig have noget at komme med! Og skal man driste sig så langt harmonisk ad led i forhold til sin bassist, som Kinch gjorde i en cirkusagtigt skæv, halvt swingende, halvt ikke-swingende tango, så skal man også have nogle solide pointer med dét. Jeg savnede begge dele på en aften, hvor først andet sæt, længe holdt på den traditionelle jazzsti, fungerede, men til gengæld ikke gav publikum, hvad de kom efter. Det skete først til sidst, hvor Kinch igen tog rapkasketten på, legede human beatbox og freestylede om Bush, så salen gav sig og piftede og klappede. Og så - alligevel - sluttede Kinch med ekstranummeret 'It Don't Mean a Thing, if it Ain't Got that Swing'. Hvad er det helt præcist, han vil?