Få kan svinge en tango som Richard Galliano. Med et akkordeon i sin favn eller med den lille argentinske bandoneon over knæet og med en strygekvintet mere levende og mere teknisk velfunderet end normalt på en jazzscene forløste han torsdag i Glassalen al den melankoli, men også al det overskud og al den leg, der kan presses ud af Astor Piazzollas tango nuevo. Anklagen har ofte lydt, at Piazzollas moderne kunsttango med dens luksusdissonanser og lækre linjer ikke er ordentlig, ubarberet tango. Men den sympatiske Galliano og hans septet gør den slags indvendinger til skamme. Blankøjet melankoli, barskt basspil, raffineret nuanceret pizzicatto og strygere med rå kant - plus pianisten Herve Sellin, lyttende, medskabende, men aldrig overbroderende ved flyglet. Tilsammen transformerede det Piazzollas noder til sjæl. Gallianos måde at frasere melodierne på, så opklippet den kan være, rummer en næsten uendelig ømhed. Han er ikke så vildt ude at balancere på kanten som en Gidon Kremer, når han spiller Piazzolla, som var det djævelsk Paganini, men intensiteten er lige stærk. Septetten fik gennem første sæt et stadig bedre greb om den spænding mellem stram puls og frit fraseret melodi, der - nuevo eller ej - er det vidunderlige ved tangoen. Det gik fra godt til fremragende. Mere og mere lykkedes, og særlig i andet sæt lettede det. Sal og musikere fandt hinanden. Her faldt i øvrigt det eneste nummer denne aften, der ikke var skrevet af Piazzolla, nemlig Gallianos egen 'Vals til Margot', spillet som stilren duet med kvintettens primarius. Da denne sprængte en streng, var det bratschisten, der reddede situationen med en solistisk tangoimprovisation, og orkestret greb bolden. Den propfulde Glassal fik ikke færre end fire ekstranumre plus al den melankoli, stramhed, ømhed og vemod, der kan ligge i en tango. To mørke øjne på et bordel i Buenos Aires. En sømand alene i verden