Det ville være forkert at bebrejde såvel hovedpersonen som hans velspillende orkester, at der blev fyret for mange stereotype funkfigurer af under koncerten, og at der i det hele taget var alt for meget instrumentalonani. For det ville svare til at klage over, at der er for meget blod i splatterfilm. Så det vil vi undlade og blot konstatere, at George Duke og hans orkester kan deres funk-ting til noget nær perfektion. Det stod lysende klart fra takt et. Til gengæld kan man godt tillade sig at kritisere, at koncerten, som indeholdt såvel materiale fra Dukes seneste plader som ældre ting, et stykke ad vejen manglede fokus og i en længere periode stod i stampe - ikke mindst under den meget lange jazzmusikalske odyssé 'My Piano' fra 2002-albummet 'Face the Music'. Der blev ellers arbejdet godt for sagen af især den velspillende bassist og Duke selv, men det var, som om musikken ikke flyttede sig. Selv en klassiker som Milton Nascimentos 'Cravo E Canola' fra den glimrende 'Brazilian Love Affair'-plade formåede ikke at ændre på det forhold. Men heldigvis hev den glade kapelmester og hans funky svende sig op ved nakkehårene og fik i løbet af den sidste halve time arbejdet stemningen op igen, så koncerten sluttede på kogepunktet. Rent musikalsk var det især bassisten Mike Manson, der tog stikkene hjem med nogle seriøst svedige soli, hvor tommelfingeren fik lov til at arbejde, og alle klichéer blev brændt af. Bandets guitarist Pieter Tiehuis havde første aften på jobbet og klarede det o.k., mens trommeslageren Gordon Campbell leverede en alt for brutal præstation. Sangerinden Shannon Pearson var ikke nogen stor vokalist, men holdt sig også mest i baggrunden, hvor hun blandt andet fordrev tiden med at fotografere publikum med sit digitalkamera. George Duke selv var tydeligvis i sit es, men hans spil løftede sig ikke rigtigt over det banale, Når det alligevel var en god aften, skyldes det den energi, der blev lagt for dagen, og de gode vibrationer i salen. Publikum var i byen for at høre funk, som vor mor lavede den, og drømme sig tilbage til 1970'erne og 1980'erne. Og derfor blev det trods alt til noget, der mindede om en fest, som Duke godt kunne tillade sig at være glad for.