Når talen falder på efterkrigstidens store trommeslagere, vil det som oftest være navne som Max Roach og Art Blakey, der vil blive nævnt. Der var imidlertid allerede dengang en mere upåagtet tredje trommeslager, der for dem, som havde ørene med sig, rangerede endnu højere, og som siden hen også skulle vise sig at få langt større betydning for trommespillets udvikling. Det var Roy Haynes, og som vi hørte den i dag 80-årige Haynes i Glassalen søndag aften, står han fortsat i en klasse for sig selv. Jeg mindes ikke, hvornår jeg senest har hørt trommespil på dette niveau. Formet med et overskud, et overblik, en agtpågivenhed og en rigdom af detaljer, der ikke kunne undgå at tiltrække sig opmærksomheden uafbrudt, men som samtidig - og det var det helt afgørende - også formåede at kaste lys over de unge medspillere, Haynes havde samlet omkring sig. Saxofonisten Marcus Strickland og bassisten John Sullivan var udmærkede musikere, men den man kan forvente sig mest af, er pianisten Martin Bejerano. En musiker, der både i kraft af sit fornemme instrumentale håndelag og sin melodiske opfindsomhed påminder meget om en forgænger i Haynes' gruppe som David Kikoski. Det blev en herlig koncert, kvartetten gav os. Med bl.a. fine udgaver af Fragos' 'I Hear A Rhapsody', Brubecks 'In Your Own Sweet Way' og Strayhorns 'Chelsea Bridge'. Samt et par overraskelser, da Haynes fik hele salen til at synge med på 'Donauwellen' og senere fik lokket en ung trommeslager, der præsenterede sig som Frederik, op på scenen, hvor denne klarede sig rigtig godt. Og det gjorde ikke fornøjelsen mindre, at musikken - hørt fra min plads - i denne afdeling stod lysende klar i den ellers i akustisk henseende temmelig umedgørlige Glassalen. Det kan man ikke sige, at den gjorde forinden, da kornettisten Kasper Tranberg stod på scenen med sit hold af ti musikere, der kun undtagelsesvist leverede noget, man kunne betegne som en ensembleindsats. Det meste foregik som spredt fægtning, hvor det med mellemrum blev overladt enkelte solister at udfylde et tidsmæssigt tomrum. Og helt absurd virkede det at se en fløjtenist og en basklarinettist stå ved siden af hinanden og blæse af fuld hals, uden at man var i stand til opfange den mindste lyd på grund af det kaos, de befandt sig i.