Det var ikke et mere eller mindre tilfældigt komsammen, da seks Ben Webster-prismodtagere stod forsamlede på scenen i Glassalen for at hylde den store tenorsaxofonists minde. Trompetisten Thomas Fryland havde nemlig i samme anledning nyarrangeret en række numre, der var forbundet med Websters navn, og som i deres nye form i flere tilfælde afveg stærkt fra de oprindelige versioner. Det gik fint med Ellingtons 'Come Sunday', nu som bossanova, og 'All Too Soon', samt Billy Strayhorns 'Chelsea Bridge'. Derimod var det ingen gevinst for 'Cotton Tail', der omsat til valsetakt mistede både sin melodiske sammenhæng og rytmiske intensitet. Og heller ikke 'My Ideal' var ubetinget vellykket, idet reharmoniseringen i for høj grad tilslørede selve temaet. Solospillet var gennemgående pænt uden at være prangende. Størst indtryk gjorde tenorsaxofonisten Bob Rockwell i et kvartetnummer, men her blev det til gengæld helt åbenbart, at det kneb for pianisten Thomas Clausen og trommeslageren Benita Haastrup at finde et fælles fodslag. Det kan synes uretfærdigt at sammenligne et nydannet ensemble, der for første gang præsenterer et nyskrevet materiale, med en velsammenspillet kvartet af stjernemusikere. Men kontrasten, da tenorsaxofonisten Joe Lovano, pianisten Hank Jones, bassisten George Mraz og trommeslageren Lewis Nash indtog scenen efter pausen, var så markant, at det var uundgåeligt. Det, der slog én, i samme øjeblik de indledte med en blues i mediumtempo, var den måde, hvorpå alting faldt på plads. Der var intet at skynde sig efter, og den ro, der prægede spillet, var netop forudsætningen for, at musikken kunne opretholde en så spændstig fremdrift. At høre en bassolo, hvor hver tone havde betydning, og hvor også pauserne var en del af fortællingen. At høre en pianist frasere sine beboplinjer uden at lade den tilgrundliggende melodi i stikken. Blot en skam, at flyglet var klart underforstærket i forhold til de øvrige instrumenter. I Jones' akkompagnement kunne man meget af tiden end ikke ane, hvad han foretog sig. Og dermed fik Lovano heller ikke det modspil, der kunne have sat hans eget stærkere i relief. Han er jo en musiker, der efterhånden helt har fundet sin egen stil. Særdeles opfindsom, hvis man tager den detalje for detalje. Men som jeg oplever hans spil i dag, så er det, sine kvaliteter til trods, i det lange løb ikke fri for at virke noget trættende i sin evindeligt omstrejfende karakter og med den halvt kvalte tone, Lovano dyrker til overmål, når han bevæger sig op i instrumentets høje register.