Så stod vi pludselig der i Mejlgade igen og væltede svedende rundt mellem hinanden. Til venstre stod min gamle klassekammerat fra de dage først i firserne, hvor Musikcafeen midt i Århus var Danmarks musikalske navle, og ingen havde fundet på at kombinere de to normalt uforlignelige størrelser kaos og piloter. På min højre side svedte min værelsesnabo, heavy-terroristen, fra Skjoldhøjkollegiets bud på en global landsby, befolket af uddannelseshungrende jyder, ned i en fadøl med et saltet smil fra øre til øre under sin skaldede isse. Foran mig rullede hofterne hos dansk politiks nye stjerneskud, Helle Thorning-Smidt, i jeans med lav talje. I partiformandens øjne var lyset så blændende, at alle dagsordener og Gucci-indkøbslister formentlig ville brænde op ved nærkontakt. Selv ambitiøse toppolitikere bærer et sultent rockdyr i sig som en sovende mini-terrorist. Nu er du advaret, Anders Fogh. Men oppe på scenen stod Jesper Binzer i spidsen for aftenens anden attraktion, D-A-D, som unægtelig var lige ved at blegne lidt, da alt blitzlys pludselig samlede sig om socialdemokraternes star, og beroligende hvæsede: »Nu skal I ikke blive bange!«. Det var der nu heller ingen grund til. Heller ikke for gruppen selv. For selv om D-A-D lyder som en midtvejskrise af raseri på det nye album 'Scare Yourself' og ret beset er presset af hele horden af unge, fremstormende rockbands, har den københavnske kvartet en uvurderlig evne til at opfinde sig selv. Igen og igen. Således også på det nye album, som er meget langt fra D-A-D's bedste plader og i næsten katastrofal grad mangler de helt store sange. Men også kun næsten. For 'Scare Yourself' er i høj grad en stemning, en påtrængende, uafrystelig stemning som et brøl af frustration fra halvgamle mænd, som endnu ikke er faldet til patten og har affundet sig med tilværelsens målrettede forfald. En umiskendelig stemning af protest, af evnen til selv at ville definere sig selv, af rock'n'roll kort sagt. I den på alle måder varme atmosfære foran 200 ellevilde århusianere, der skulle høre albummet fra start til slut i levende live, demonstrerede D-A-D fra første taktslag i 'Lawrence Of Suburbia' evnerne til at banke nyt liv i selv nogle af de mest slatne sange som 'Dirty Fairytale', der lyder som en omskrivning af 'The Road Below Me'. Med lige netop den lyst til at lege, der får bassist Stig Petersen til at iføre sig romersk kamphjelm, ditto støvler og et sort miniskørt trods tropiske varmegrader, får D-A-D givet sangene kunstigt åndedræt. Musikalsk ved hjælp af Laust Sonnes uforligneligt sikre trommespil og Jacob Binzers melodisk målrettede guitar. Man siger, at det aldrig er sjovt at vende tilbage sin gamle skole og møde de gamle kammerater. Men for D-A-D synes det til stadighed at være en fornøjelse at tjekke ind i klassen igen. Selvfølgelig fordi bandet selv bestemmer det nye pensum hvert år. En inspiration og en drenget lærestreg for alle os andre, der var tilbage i skolegården for et kort, men tætpakket og uhyre vellykket frikvarter i Smilets By, der blev til en mæt og glad latter efter heftige versioner af de tre ekstranumre: 'Jackie O', 'Everything Glows' og 'The Road Below Me'. I nabogården til Kaospiloternes imperium i Mejlgade fik D-A-D vist, at de stadig er kærlighedspiloter på ret kurs og med masser af godt gods i det lastrum, hvorfra der fortsat deles ud med rund hånd. Det bliver skægt på Roskilde, når vi får det helt store udtræk.