Der findes stjerner, som bruger hele 13-skalaen. Nogle gange kan de ikke få noget til at fungere. Andre gange er de formidable. Mark Knopfler er gjort af mere stabilt stof. Han har øvet sig til en position som en af verdens dygtigste guitarister, og han bruger alt det, han kan, i et nøje indøvet og knusende dygtigt sammenspil med sit band. Han overlader ikke noget til dén der upålidelige ting, vi kalder for inspiration. Heller ikke når han indspiller musik. I sin flere årtier lange solokarriere har han udgivet det ene udmærkede album efter det andet. Mark Knopflers ting er altid i orden, og det gjaldt også hans koncert i København mandag aften. Den var o.k. Hverken værre eller bedre. Det gode ved hans grundige og sobre indstilling er, at man aldrig føler sig svigtet af ham. Det dårlige er, at han for sjældent overrasker. Man ved på forhånd, hvad man får, når han er i byen. Forskellige fine sange fra soloårene og så nogle af publikumstræfferne fra de gamle dage i Dire Straits. Sådan var det også i København. Ingen af delene gik galt. Men når han nu på forskellige soloalbum har spillet sig ind på både jazz, roots, blues, folk og (med Chet Atkins) countryjazz, behøvede han ikke at gentage sin J.J. Cale-inspirerede rockblues fra Dire Straits-tiden i dét omfang. Sange som 'Sultans of Swing' og 'Telegraph Road' er faste indslag på Knopflerturneer. De får altid morderlig store bifald, og de lyder altid, som de plejer. Måske bortset fra længderne. Er 'Telegraph Road' egentlig ikke med årene blevet endnu længere end de 14 minutter, den oprindelig var? Mere interessant var det at følge guitarvirtuosen og hans orkester i den bløde, krøllede 'What It Is', i den folk-inspirerede fortælling 'Sailing to Philadelphia' og i den melankolske 'Rüdiger', som med cubansk smæld i klavertangenterne blev en solidarisk, sørgmunter fortælling om en berlinsk autografsamler. Mark Knopfler har ikke meget temperament i stemmen. Det får sommetider hans sang til at virke mut. Men det betyder omvendt, at han er god til at fortælle historier uden at overfortolke. Det eksemplificerede sange som den keltiske, akustiske 'Done With Bonaparte' og bluesnumrene 'Donegan's Gone' og 'Song For Sonny Liston'. De to sidstnævnte sange er fra hans seneste album 'Shangri-La'. De er traditionelle i udtrykket, men ikke spor slidte. Flere af den slags kunne have gjort koncerten bedre end bare udmærket.