0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Rockens operaelskende primadonna

Med storhedsvanvid, selverkendelse og bragende godt humør overbeviste Rufus Wainwright om, at han er en af tidens mest interessante singer-songwriters.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Foto: Mads Nissen

Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Blandt alle rockscenens aktuelle yngre singer-songwriters skiller Rufus Wainwright fra Montreal sig markant ud på flere måder. Siden han var teenager, har han været erklæret operafan og homoseksuel, og helt usædvanligt bruger han begge dele i sin sangskrivning og sin optræden. Hvor de fleste andre sangskrivere holder sig til at komponere på guitar, ynder Wainwright at lege fortællende på klavertangenterne.

Og så har Rufus Wainwright storhedsvanvid. Pompøse orkestreringer, rørstrømsk slæbende romantisk stemmeføring og selvbiografiske bekendelser har det med at følges ad hos ham. Det er især blevet bemærket i forbindelse med hans to seneste opus 'Want One' fra 2003 og 'Want Two' fra 2005, der oprindelig blev indspillet i samme periode og er grundlaget for hans igangværende turné.

Mens det kan blive enerverende at høre denne her barytons flødefede vemod læne sig hen over musikken på 'Want Two' med langstrakte vokaler og nasal odør, kom selvironien over iscenesættelsen meget bedre til udtryk live. Ikke sådan at forstå at Rufus Wainwright optrådte i Store Vega med perfekt fønnet hår, charmeklud og gennemromantisk sindelag bare for et syns skyld. Men der var brede smil i Wainrights henkasten med lokker og håndled, når arrangementerne kammede over i kompakt længsel. Alle instrumenterne fra mandolin til trommer, guitarer, keyboards og søde kvindelige korstemmer var med i legen.

Som entertainer varierer Rufus Wainwright sin musik og sin opførsel i vidt omfang, og det var medvirkende til, at man ikke kedede sig i hans selskab. Ofte tier bandet, mens solisten fabulerer på klaver og stemme i kompositioner, der ligesom nogle af Randy Newmans ville kunne tåle opsætninger på det neonblinkende Broadway. Andre gange spiller orkestret med stor lyst ryatyk væg til væg-skønpop, der ville gøre Brian Wilson glad, men nok ikke muntre paven. For det er ikke for Vatikanets gode sider, at Rufus Wainwright dedikerer sangen 'Gay Messiah' til alle paver gennem tiden.

Mellem sangene i Vega lod han pointerne falde tørt og præcist, hver gang han havde fortalt en kort historie. Der var dem om nogle af alle de andre albumaktuelle familiemedlemmer fra søsteren Martha Wainwright til moderen Kate McGarrigle og faderen Loudon Wainwright III. Og som optakt til Leonard Cohens 'Hallelujah' fortalte han om sit eneste, jaloux møde med afdøde, smukke Jeff Buckley, hvis stemme var beslægtet med Rufus Wainwrights egen.

Jeff Buckley kunne få sit publikum til at græde. Rufus Wainwright fik sit til at le, da han til sidst strippede og lod sig kåre og fejre som Miss København i trikot, plastiksmykker og prinsessediadem. Der er nu for få primadonnaer af hans slags i rockmusikken.

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce