Modsat langt de fleste af sine jævnaldrende kolleger, hvoraf nogle også engang var idoler og ikoner i rocken, har sangeren i legendariske Led Zeppelin holdt en kunstnerisk høj kurs gennem hele sin karriere. At det stadig forholder sig sådan for den 56-årige krøltop, kunne et nærmest lykkeligt publikum i det pænt fyldte Vega konstatere til en tæt, intens og velspillet koncert. At Robert Plant overhovedet optræder på steder som Vega og oven i købet synes at nyde det fuldt og helt frem for at læne sig sikkert op ad nostalgien og fyre paraden af klassikere af på større steder, indbyder i sig selv til respekt. Naturligvis ved Robert Plant godt, at der ikke er den store kommercielle gevinst i at udfordre sig selv og sit publikum, hvorfor han da også gang på gang slog fast, at hans nye album »snart kan købes på en tankstation nær ved jer. Se efter det i afdelingen lige bag James Last«. En klædelig (selv)ironi, men man må i sandhedens interesse håbe, at mange finder frem til det fremragende album på tankstationen. For på 'Mighty Rearranger' står det lysende klart, at Robert Plant stadig har meget på hjerte og er en rockkomponist og sanger i stadig udvikling. Hvad han og det fine band, Strange Sensations, også understregede, så snart de indtog scenen i Vega ved at lægge ud med en stenet techno-udgave af albummets første single 'Shine It All Around'. Markant anderledes end den version, der er på pladen. Så var vejen banet for eksperimenter og legelyst, hvilket straks blev bekræftet, da bandet kastede sig ud i en frådende, nådesløs og kuldslået version af Zeppelins 'Heartbreaker'. Den fremstod så nutidig og funklende, at man skulle tro, at den smukt syngende Plants hjerte just var blevet knust. De mange fædre, der havde taget teenage-sønnerne med i Vega, kunne bygge bro over generationskløften med vilde dueller på luftguitaren. Smukt. Selv om 'Mighty Rearranger' først udkommer i starten af maj, havde Robert Plant flere af albummets fine og politiske rocksange med - 'Freedom Fries', 'Tin Pan Valley', og titelnummeret var forrygende. »Sådan skulle det altså ende, efter 56 år møder man endelig the mighty rearranger«, sagde Robert Plant spøgefuldt om sangen, der måske skal tolkes som en form for religiøs vækkelse. De, der primært kom for at høre lidt fra Led Zeppelins stadig knejsende katalog af tidløse og evigt inspirerende klassikere, blev ikke skuffede. Heldigvis spillede Strange Sensations (med hele to guitarister i front for at fylde pladsen ud efter Jimmy Page) ikke eksempelvis 'Baby, I'm Gonna Leave' og 'Whole Lotta Love', som var de Led Zeppelin Jam. Nej, her kastes de gungrende riffs brutalt op i luften, flås fra hinanden og bankes sammen igen i et band med stor lyst til improvisation og en chef, som helt tydeligt giver efter for og lader sig selv føre af den elektriske kreativitet og kaos. Derfor blev koncerten en stor oplevelse trods en lidt stillestående midtersession, hvor de mange nye og i sagens natur endnu ukendte sange fyldte for meget. Man kan ikke andet end respektere og elske Robert Plant for hans viljefaste kurs. Og såmænd også for, at puddelkrøllerne stadig blomstrer på hans hoved, selv om mange gode kvinder og stylister sikkert gerne ville have rådet bod på den misere. Men denne særegne plante er i den grad sin egen. På en råkold tirsdag fik Robert Plant og hans forunderlige sensationer med plads til både syret folkemusik, muskuløse arabiske eksperimenter og buldrende tung rock i den grad tanket os op, at vi nu er klar til at køre ud i foråret. Ned på tanken efter den nye plade. Den er god. Og burde bane vejen for en koncert på dette års festival i Roskilde.