Hiphops oprindelige kardinaldyd, samplingen, er trængt i baggrunden. Besk ophavsretslovgivning og digital revolution har forandret genrens lyd: Ganske vist graver toneangivende producere som Timbaland, Dr. Dre, The Neptunes og Lil' Jon stadig pladekasser igennem for at støde på det helt rigtige beat eller den allermest funky basgang. Men finder de noget godt, genindspiller de det i stedet for at sample det. Det er simpelthen for besværligt, og nogle gange umuligt, at få lov til at låne fra fortiden. Det har åbnet nye, teknologiske muligheder for hiphop. Men det betyder naturligvis også, at musikken ofte kommer til at mangle den patina og sprødhed, som gammelt tilføjer nyt. Derfor er det godt, at vi har The Beatnuts. Duoen fra New York-bydelen Queens har gennem mere end ti år insisteret på, at hiphop skal lyde af andet og mere end labre lydstudier og standardiseret Windows-funk. Som navnet antyder, er The Beatnuts temmelig besatte af at finde beats, riffs og hooks fra især funk, soul og jazz-bagkataloget, og de har som ingen andre formået at inkorporere arvesølvet i blæret og humoristisk hiphop. Sådan var det også på et proppet Rust tirsdag aften. Selv om de blev modarbejdet af stedets lydforhold, præsenterede veloplagte Juju (rap) og Psycho Les (dj, rap) os for fem kvarters total opvisning i spjættende festbeats tilsat store mængder gadepral og -pjank. Effektiviteten i deres musik er overvældende: Stort set hvert eneste nummer skaber øjeblikkelig eufori på gulvet med sin sammensvejsning af et labert beat og en antik melodifigur - om det er den kække fløjte på 'Watch Out Now', de støvede soultangenter på 'Do You Believe' eller den rå funkguitar på 'Let's Git Doe'. Uden at der er vel at mærke er dømt musikopdragelse: Funken flyder i knaldhårde baner. Men det er musikken, ikke attituden, der bestemmer, at vi kører 110 i timen. The Beatnuts nød tydeligvis den absolutte tilbedelse, de var genstand for - de leverede deres rim med nerve, nærvær og festsmil. Og de havde grund til at sole sig. De er rejsende i musikalsk overlegenhed, et velsignet nørdet og grundigt makkerpar i en genre, der alt for ofte slækker på kvalitetskravene.