Surfende ind på et smukt og blikstille hav af tændte lightere, der glimtede i mørket som det pureste guld, indtog Metallica scenen. Vanen tro til tonerne af 'The Ecstasy Of Gold' fra filmen 'Den gode, den onde og den grusomme'. En nydelse, for man kunne faktisk høre Ennio Morricones facetterede musik og se lysene under taget i Parken, inden resten af aftenen formede sig som et langt larmende sammenstød med lydmuren. Ikke fordi Metallica ikke er verdens suverænt bedste heavy metal-band med en tyngde, nogle temposkift, en maskulin karisma og ikke mindst nogle melodier, de fleste andre ville knække den piskende nakke over. Kvartetten, centreret omkring macho-guitaristen og sangeren James Hetfield og det danske lokomotiv Lars Ulrich bag trommerne, er folkets rockband. Rockens urokkelige svar på Marlboro-manden, som gennem 20 års sej kamp har opnået en status, så Parken var stort set udsolgt. Men selv mastodonter kan knalde panden mod lydmuren. Og det var, hvad der skete for Metallica i Parken i en sådan grad, at der formentlig stadig står et ekko og runger knaldende hult mellem betonvæggene. Det tydeligvis stærkt antændte orkester angreb ellers muren med hugtænderne blottet fra første strofe af indgangsbønnen 'Blackened'. Men til trods for den næsten drengede spilleglæde hos en overstadig James Hetfield, der lignede Clint Eastwood som dreng i børnehaven, den buldrende energi og glinsende sved - eller påsmurt olie? - på Lars Ulrichs bare overkrop fra første taktslag, blev hugtænderne hurtigt slebet ned på lydmuren. Faktisk lød det, som om Metallica i virkeligheden var et orkester af små mus, som tordnede løs inde i en kagedåse, mens musefældernes fæle gab konstant knaldede i omkring dem. Rockens hårdeste cookies i en kagedåse? Måske en indtagende ide eller i hvert fald sød ide. Noget med en knasende sprød overflade og noget sejt indenunder. Men vi fik aldrig rigtigt bagt kagerne i Parken, hvor musikken mere og mere tog sig ud som drøje slag i bolledejen. Hvilket på ingen måde fik det engagerede publikum til at tabe den imponerende kampånd på plænen. Her var næverne konstant i vejret, og James Hetfield behøvede ikke engang at tælle til fire på dansk eller at spørge os: »Copenhagen, Metallica is with you, are you with Metallica?«, for at sikre aftenens massive tilråb »hey hey hey!«. Når koncerten trods de hårde odds gik hjem, skyldtes det naturligvis den ubrydelige enhed mellem Metallica og gruppens loyale følge. Den viste sig at være endnu stærkere end både lydmur og det såkaldte broderskab, enkelte af aftenens mange læderklædte og langhårede herrer forsøgte at udstille med mærker bag på vestene. Metallica er måske nok rock på en potent motorcykel, men det er en 'kværn' uden overflødige pyntegenstande og tåbelige symboler, der dybest set ikke siger andet, end at der er smæk på færde. Bandets grumt udseende fanskare, der trods alt tæller enkelte kvinder, er i reglen en fredsommelig og nærmest zen-agtig forsamling efter disse voldsomme udladninger. Og bandet har ikke en alenlang gæsteliste med de kendisser, min kære kollega fra formiddagspressen spejdede forgæves efter i de omgivelser, som for nogle uger siden husede den postulerede folkefest 'Rock'n'Royal'. Den ægte folkefest fik vi onsdag aften, hvor Metallica sled sig til en arbejdssejr ved at rode godt og grundigt i fortidens skattekiste med afstikkere til den tordnende periode på thrash-tronen med blandt andre 'Creeping Death', 'Battery', 'Master Of Puppets' og 'The Four Horsemen'. Men naturligvis var det som altid klassikerne fra det sorte album, 'Metallica', der trak lightere og næver højest i vejret: 'Sad But True', 'Whereever I May Roam', 'Holier Than Thou' og ekstranumrene 'Nothing Else Matters' og 'Enter Sandmen'. Lussing af livslede Alle disse favntag med ydre og især indre dæmoner har Metallica aldrig overgået. Heller ikke på sidste års hæsblæsende album, 'St. Anger', der lyder mere som et kapløb med monstrene end et forsøg på at se dem i øjnene. Sangene herfra, 'Frantic' og 'St. Anger', var da også mere stiløvelser i tordentempo og lir end højdepunkter i onsdags, ligesom på sidste års Roskilde Festival. Langt mere intens var den knaldende lussing af livslede, had og frustration, opvarmningsbandet Slipknot slyngede af sig. I noget, der til forveksling mindede om en af de tornadoer, der hærger det maskeklædte ensembles hjemstavn i midtvesten i USA for tiden, rev Slipknot alt og alle med sig i en skypumpe af guitarer med dødsforagt og vovemod. For Slipknot spillede stort set uden lys og i en lyd, der ikke gengav nogen som helst variation eller detaljer. En imponerende 'spurten planken ud', inden herremændene fra Metallica tog over. For at demonstrere, hvor langt man kan nå på en indædt spilleglæde, sublimt håndværk og en djævelsk stædighed. Den kan man ikke andet end beundre, så cowboyhatten af for Metallica, hvis rent musikalske bedrifter det ganske enkelt var umuligt for alvor at bedømme i slagsmålet med mislydsmuren. Trist, men sandt.