En række hvilende klange fra bandoneonen, i hvad der kunne forekomme som lidt tilfældig orden. Nogle arpeggioer på guitaren og enkelte toner fra bassen, der diskret begyndte at blande sig. Og på et tidspunkt slog det os, at disse klange, disse arpeggioer, disse toner næsten umærkeligt havde samlet sig i et mønster, så de dannede et tema. Sådan var adskillige af stykkerne indledningsvist opbygget i den treenighed, som Dino Saluzzi, hans søn José Maria og Palle Danielsson udgjorde. Det var, som om musikken formedes ved egen kraft. Underspillet, så den tvang os til lytte. Hvad vi hellere end gerne gjorde. For selv om de tre musikere formulerede sig med små midler inden for et tilsyneladende begrænset univers, var musikken uendelig rig i sin udtryksfuldhed. En musik, der på en måde, som jeg ikke har oplevet det hos andre, på én og samme gang appellerer til følelserne og til refleksion, og som til trods for sin afståen fra de store dramatiske udsving sætter sig dybere spor i sindet, end man måske umiddelbart erkender. Men selvfølgelig formes musikken ikke af sig selv. Det er blot det indtryk, den vækker. For i realiteten stiller den meget betydelige krav til musikerne. Mange passager er arrangerede, men den lethed, hvormed de tre musikere glider ind og ud imellem dem, forlener dem med en spontanitet, der tilslører det. Den største udfordring ligger imidlertid i at holde fast i en puls, der ganske vist er bestemt ved sin takt, men bølger frem og tilbage i sin tempofornemmelse. Og her er det ikke nok at tale om tre sjæle og én tanke. Devisen må være tre sjæle og ét hjerteslag. Et nik, et blik var nok for Dino Saluzzi til at styre begivenhederne, hvor snart den ene, snart den anden, snart den tredje førte ordet i den indbyrdes samtale. Hyppigst var det Dino Saluzzi selv på sin trækharmonika. Et instrument, der betjenes ved hjælp af tangenter eller knapper. For bandoneonens vedkommende er det knapper. Men hvad Dino Saluzzi formår, er at give sit spil den organiske karakter, som var den et blæseinstrument. Han gør det ved at lade alt, han spiller, følge sin vejrtrækning. Det er det samme, man kan iagttage hos de bedste af jazzens pianister. Desværre tog koncerten slut før beregnet, tyve minutter inde i andet sæt. For anden gang sprang en af knapperne af instrumentet, og endnu et forsøg på at reparere det på stedet mislykkedes. Så vi må holde os til hans løfte om at komme igen. Og det må meget gerne være i samme selskab som denne gang.