En tæt vekselvirkning mellem 'rytmisk musik' og 'kompositionsmusik', der må ses som en både bevidst og spontan bestræbelse på at nedbryde skellet mellem de to traditioner, er karakteristisk for mange unge komponister i disse år. Som så meget andet moderne kulturgods, er det en amerikansk tendens, der har bidt sig godt fast også i Danmark. Onsdag kunne man således opleve Carsten Bo Eriksen debutere fra Det Kongelige Danske Musikkonservatoriums komponistklasse i spidsen for sit eget rockband, Melonheads. Mellem kraftige lunser af rock spillede kvartetten Nordlys, som Eriksen også har været med til at starte, gennemkomponerede stykker i en kun lidt mere europæisk tradition. I grunden var afstanden mellem de to lag nemlig ikke stor. Hvad enten mediet er sprød kammermusik, her serveret på en blød bund af elektronisk støj, eller rå rock med heavy udgangseffekt, sværger Eriksen til enkelt, kortfraseret materiale i en simpel, mekanisk form. Kammersatserne er mosaikagtige montager af minimalistiske elementer, der skiftevis betoner skæve rytmer og sødladne melodistumper - en såre uforpligtende leg, som virker ret formålsløs. Form og stil ligger et sted mellem Philip Glass og Wayne Siegel - mere stakåndet end den første og betydeligt mindre opfindsomt og pikant end den sidste. Rocksangene (hvis engelske tekster, også af Eriksen, gik mig forbi) er endnu enklere, nærmest nøgne med deres elementære, firskårne opbygning, nødtørftige melodik og spinkle sats. Intet stiller sig distraherende i vejen for at trykke den af, og det gør bandet så med komponisten som en habil om ikke overvældende karismatisk rocksanger. Meget dans er der ikke i Melonhovederne, men som aften skred frem, og de fik varmen, gav de enhedsprægede former og den ukunstlede ligefremhed alligevel spillerum for en friere flugt end de fragmenterede instrumentalstykker. Reducerede virkemidler behøver ikke stække et musikalsk udtryk. De kan endog virke befordrende, hvis komponisten har klart for sig, hvad han vil. Det, der hæmmer Carsten Bo Eriksen og skaber tvivl, om han virkelig har noget på hjerte, er hans manglende evne til at formulere sig prægnant og virkningsfuldt - uanset medium.