Vi drøner rundt gennem byen. Sætter fart i lange passager på tungt gyngende grooves med solide fjedre over dundrende brosten. Taber tempo og drejer som var vi indfanget af køreturens ekstase og hjulenes evige gentagelser, rundt og rundt. Standser helt op og lytter til en sang fra et lejrbål i en stålspand på storbyens mest befærdede gadehjørne, hvor hippierne hænger ud med punkerne. Fylder brændstof på kværnen til motoren forvrænger og presser sig selv helt op i de højeste toner. Black Rebel Motorcycle Club i Vega. Guitarens rene hvide snit i den sorte novembernat. Hundredvis af gyngende nakker i modlys fra scenens knivskarpe projektører. En fantastisk udsigt over en mur af støj. Allan Vegenfeldt og Steen Jørgensen gynger med. Stig fra D-A-D øver sig på at se cool ud. Rock'n'roll genopladet. Mændene, der har rodet i overskudslageret og fundet nogle gamle klodser fra Lou Reed, Suicide, Velvet Underground og Jesus And Mary Chain, som kunne pudses op til nutiden uden at miste kanterne, er trioen Black Rebel Motorcycle Club. En hårdt arbejdende og dybt koncentreret trommeslager, Nick Jago. Og to tavse stenstøtter på scenen med hver sin bunke kulsort pandehår, der iltert falder ned over ansigtet som stort set eneste tegn på liv. Robert Turner på en bas, der hele tiden er til stede allerforrest i lyden. Peter Hayes på en infernalsk larmende guitar, der blæser ethvert minde om løsslupne motorsave helt ud af byen. Det her er motorcykelmassakren og den er langt farligere end bedagede gyserfilm. »I'm in love with something I can't see«, som Robert Turner nærmest hylede som et gentaget mantra. Den følelse forplantede sig til hele salen, og det var ikke uhyggeligt, men vidunderligt. For godt nok er det de færreste af os, der kan se, hvordan rock ser ud, men nu ved vi i hvert fald, hvordan den føles. Takket være Motorcycle Club, der bedre end deres mange samtidige kolleger, gjort rocken cool, stilfuld og sexet igen. Ved at tage fat på den gamle vildbasse med stor alvor og den distance, der er nødvendigt, for at transformationen til nutiden kan finde sted. Det her er ikke kitsch eller kærlig omgang med gamle klicheer. Det her er snerrende, bidende alvor og et groove så hårdt spændt og appellerende, at vi er nogle ganske få kønshår fra rendyrket sex og selvforglemmelse. »Fell in love with the sweet sensation/ I gave my heart to a simple chord«, som de synger i sættets sikreste sang, 'Whatever Happened To My Rock'n'Roll', som sluttede en opvisning i stil af, inden ekstranumre som 'Red Eyes and Tears' og 'Heart + Soul' fuldendte lydmuren. Forudsigeligt, javist, men det bekymrer næppe de sortklædte motorcyklister, som netop er så befriende, fordi de bare spiller musikken så tæt, straight og skarpt, at den i sig selv kan skære eventuelle indvendinger i stykker. Dem var der nu ingen grund til at hive frem på en aften, hvor Black Rebel Motorcycle Club viste, at de har fjernet sig fra forbillederne og fundet deres eget afsæt. Og hvor spillet blev holdt i et stramt kontrolleret kaos, ligesom de politiske proklamationer, som heldigvis fik lov at blive i sangene og en luft, der var ladet med latent uro. Tilbage er kun at sige tak for turen på rockens bedste bagsmæk, hvorfra man kun kan undre sig over, at der ikke var udsolgt i Vega til en så fortættet rockkoncert, og at de, der var der, med undtagelse af de gyngende nakker, forholdt sig underligt passivt. Måske er det resultatet af BRMC's cool distance, måske er det symbolet på, at rockmusikken trods alt har forandret sig siden sidste drøn?