Det må siges at være imponerende, at der blandt de 105 anonymt indsendte værker til Danmarks Radios Thad Jones-konkurrence var to danske bidrag imellem de fem, som havde kvalificeret sig til finalen. Og ikke nok med det. Som læsere af gårsdagens Politiken vil vide, blev det også Peter Jensen, til daglig basunist i Radioens Big Band, der med sin komposition 'Three Pieces For Big Band' gik af med førsteprisen. En afgørelse, som dommerkomitéen, Jim McNeely, Bob Mintzer og Jens Winther, dog ikke traf alene på grundlag af søndagens koncert i Store Vega, idet de havde haft mulighed for at smuglytte til de fem nominerede værker én gang forinden. Hvilket der bestemt var fornuft i. For at udpege vinderen i en sådan konkurrence kan man naturligvis anlægge forskellige kriterier. Byder værket på noget nyt og eller noget helt personligt? Tiltror man det blivende værdi? Hvordan står det til med dets jazzkvaliteter - og dermed dets mulighed for at give solisterne et inspirerende afsæt? Hvilket kunne have betydning i den forstand, at disse netop var så rigt repræsenteret i Thad Jones' musik. Jeg må erkende, at jeg nok ville have truffet et andet valg end dommerkomiteen. Peter Jensens 'Three Pieces For Big Band' var flot skrevet og instrumenteret, og det bød på masser af indfald, ikke mindst det kapriciøse indledende tema vakte appetitten. Men i sin kalejdoskopiske form, hvor sidstedelen forekom mig for forceret, blev det også for meget et udstillingsvindue. Den detalje, der efterlod dybest indtryk hos mig, var Nicolaj Bentzons helt isoleret stående pianosolo. Der var mere sammenhæng i Justin Morells 'Jazz Ensemble', der tog tredjeprisen, hvor et enkelt motiv blev drejet frem og tilbage, men værket hævede sig først for alvor hen imod slutningen. Den kiksede til gengæld for Andrew Rathburn i hans 'Nameless', til trods for at det åbenbart var hensigten, at det skulle ende i en form for opløsning. Hvad vi havde hørt forinden, lød imidlertid spændende. Og tilmed gav det tenorsaxofonisten Lars Møller anledning til at udfolde sig i en glimrende solo. Koncertens andet danske bidrag, Mads Jacob Pagsbergs 'The Sweetness', byggede ligeledes på et motiv (i dette tilfælde balladeagtigt), der nok skiftede farve, men aldrig nåede at udvikle sig. Og derfor kørte også værkets energiske midterdel i tomgang. Så stod det til mig, så ville Robert Bauers bearbejdelse af Billy Strayhorns 'Something To Live For' være blevet kåret som vinderværket. Nu fik Bauer andenprisen for sit arbejde, der i modsætning til alle de øvrige var båret af den beherskelse og enkelhed, der kun fremdrager det væsentlige og dermed uddyber musikkens emotionelle udtryk. Med Michel Hove på sopransaxofon og Nicolj Bentzon (i et lille kammermusikalsk mellemspil) som fremragende solister befandt vi os her i en klangverden, der gjorde både Strayhorn og Thad Jones nærværende, men samtidig tegnede sig for et personligt bud. Forløst på mesterlig vis af orkestret og Giordano Bellincampi, der som dirigent eftermiddagen igennem fik det til at spille med en livfuldhed og en nuanceringskunst, der var intet mindre end frydefuld. Og som lyste allerstærkest i den version af Thad Jones' 'Tip Toe', der indledte koncertens anden afdeling, mens vi ventede på resultatet.