Béla Bartóks meget sjældent spillede klaverkvintet var aftenens interessanteste indslag. Ikke at det var det bedste værk eller den bedste opførelse, men det var perspektivrigt at møde en førende skikkelse i den første modernistgeneration som ganske ung. Først i tyverne var han, da han skrev det frodigt sludrevorne og senromantisk svulmende værk, der lægger sig i direkte forlængelse af Liszt og Brahms og slutter med en regulær csárdás. Præsentationen lod dog noget tilbage at ønske. Trods sin ildhu virker Kontra Kvartetten slidt. Klangen er grel og uegal, og spillet flosser. Både her og i Schumanns kvintet var det John Winther, der leverede syngende linjer og stram form. Diskret forsøgte han ikke at tage styringen over for den lydelige kvartet, men hans klaver var kammermusikalsk imødekommende og inviterende. Koncerten blev lanceret som en markering af hans 70-års fødselsdag og gav et smukt indtryk af denne udlandsdanskers lyttende og hengivent oprigtige musiceren. Endnu en fødselar, 75-årige Ole Schmidt, stod på programmet med sin 7. strygekvartet fra i fjor. Her ydede kvartetten sit bedste med en opførelse, der er finslebet i pladestudiet. I en samlet indspilning af Schmidts klassicistiske kvartetter afslutter den vol. 1, der udkom samtidig med koncerten. Pladen spænder over et halvt århundrede med nr. 7 som det korteste og mindst ambitiøse værk. Interessantest - sjov, men ikke venlig - er den miniatureagtigt komprimerede finale. Nr. 1 er ungdommeligt ødsel, robust, frodig og organisk, men det er nr. 2 og 4, der giver pladen vægt. Skabt med kun fem års mellemrum er de vidt forskellige. Den første er gennemført velskrevet i konventionel forstand: stort anlagt, stram, konsekvent og præcis i sit udsagn. Den tegner klare karakterer og bygger på prægnante ideer med et veludnyttet vækstpotentiale. Den anden er derimod som skyformationer, der spredes og samles: søgende, splintret, ligefrem forvitret med arabesker og glissader, et vellykket vovestykke.