0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Slidt kvartet

Béla Bartóks meget sjældent spillede klaverkvintet var aftenens interessanteste indslag.

Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Béla Bartóks meget sjældent spillede klaverkvintet var aftenens interessanteste indslag. Ikke at det var det bedste værk eller den bedste opførelse, men det var perspektivrigt at møde en førende skikkelse i den første modernistgeneration som ganske ung. Først i tyverne var han, da han skrev det frodigt sludrevorne og senromantisk svulmende værk, der lægger sig i direkte forlængelse af Liszt og Brahms og slutter med en regulær csárdás.

Præsentationen lod dog noget tilbage at ønske. Trods sin ildhu virker Kontra Kvartetten slidt. Klangen er grel og uegal, og spillet flosser. Både her og i Schumanns kvintet var det John Winther, der leverede syngende linjer og stram form. Diskret forsøgte han ikke at tage styringen over for den lydelige kvartet, men hans klaver var kammermusikalsk imødekommende og inviterende. Koncerten blev lanceret som en markering af hans 70-års fødselsdag og gav et smukt indtryk af denne udlandsdanskers lyttende og hengivent oprigtige musiceren.

Endnu en fødselar, 75-årige Ole Schmidt, stod på programmet med sin 7. strygekvartet fra i fjor. Her ydede kvartetten sit bedste med en opførelse, der er finslebet i pladestudiet. I en samlet indspilning af Schmidts klassicistiske kvartetter afslutter den vol. 1, der udkom samtidig med koncerten.

Pladen spænder over et halvt århundrede med nr. 7 som det korteste og mindst ambitiøse værk. Interessantest - sjov, men ikke venlig - er den miniatureagtigt komprimerede finale. Nr. 1 er ungdommeligt ødsel, robust, frodig og organisk, men det er nr. 2 og 4, der giver pladen vægt. Skabt med kun fem års mellemrum er de vidt forskellige. Den første er gennemført velskrevet i konventionel forstand: stort anlagt, stram, konsekvent og præcis i sit udsagn. Den tegner klare karakterer og bygger på prægnante ideer med et veludnyttet vækstpotentiale. Den anden er derimod som skyformationer, der spredes og samles: søgende, splintret, ligefrem forvitret med arabesker og glissader, et vellykket vovestykke.

Bliv en del af fællesskabet på Politiken

Det koster kun 1 kr., og de hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Prøv nu

Annonce

Læs mere