Når man kan beskrive basguitaristen Steve Swallow som en så uforlignelig musiker, så skyldes det ikke alene hans rent instrumentale færdigheder. Derimod sigter jeg til hans evne til at kombinere begge instrumenters, guitarens og bassens potentiale i et samlet, homogent udtryk, således at han med sit spil udfylder en både harmonisk og melodisk funktion. Men dertil kommer noget mere. Nemlig den måde, hvorpå Swallow placerer sine toner. De hviler dybt i selve slaget, så hans medspillere kan føle sig fuldstændigt trygge. Og samtidig spænder de sig op i et drive, der fører musikken uimodståeligt frem. Det forstod tenorsaxofonisten Hans Ulrik og trommeslageren Jonas Johansen at udnytte, da de sidste år fandt på at invitere Swallow til at spille med sig. Hvilket som bekendt også resulterede i en glimrende cd. Altså et lykkeligt samarbejde, der var al mulig grund til at holde fast i. Og nu, hvor trioen var genforenet, kunne man endog danne sig det indtryk, at fortroligheden de tre musikere imellem har vokset sig endnu stærkere. Aftenens indledende nummer, Ulriks 'Brother J', en blues i moderat tempo, flyttede sig ganske vist noget adstadigt, men i Swallows efterfølgende Self Exiting Circuit' og Ulriks 'Bleeps' udfoldede Ulrik og Johansen sig med en løssluppenhed, der - takket være Swallow - på intet tidspunkt mistede jordforbindelsen. 'I Fall Asleep Too Easily' og 'Exactly Backward', begge signeret Swallow, var endnu et par fine, denne gang mere stramt fremførte indslag i første sæt. Derimod kneb det efter pausen med at holde liv i Johansens ballade 'Gung Krrr'. Her viste denne specifikke triosammensætnings begrænsning sig, for i dette langsomme tempo savnede man virkelig den mere brede klanglige sangbund, der kunne have understøttet og løftet temaet. Repertoiret bestod hovedsageligt af materiale fra sidste års besøg. Der var imidlertid også kommet nye ting til, og netop Ulriks ovenfornævnte 'Bleeps' var et vellykket indslag. Mere problematiske var til gengæld nogle af Swallows nye stykker, hvor underfundigheden kunne virke for demonstrativ. Og dermed mistede også improvisationsspillet noget af sit naturlige flow.