Se, hun er kommet fra ørkenen, hvor hun, omgivet af tidsler og løver, uden at blinke fulgte den flammende søjle i øjets midte. Se, hun er mager på kroppen, thi hun har kun taget næring til sig fra de fire elementer og de syv himle. Se, hun er indsigten og udsigersken, apachen fra New Jersey, den sidste af sin stamme. Hellig, hellig, hellig! Messer hun fra Ginsbergs Bog. Alt er helligt. Alt som er underkastet det uhelliges stormløb. Det er dét, hun er vendt tilbage for at berette som kriger uden våben. For magten til kærlighed er hendes hærskarers Gud og den stik modsatte af trosbekendelsen i Babel, der hylder hærskaren og kærligheden til magt. Al magt til Folket! Budskabet rungende fra tidens brønd. Power to the people! Mindre klart er det, hvem, hvad, hvor Folket er. Er det dem i salen med dyre sportssko, øl i hånd og mobiltelefon i sommertøjets lomme? Er det i sandhed kun dem, der demonstrerer mod en uretfærdig verdensorden i Seattle og tugtes af stokke og hårdt vand? Eller er det et andet folk? Det folk, der er en drøm om frihed og ligger som et kim i digterindens hjerte? Hendes budskab er ilden i den flammende søjle, hun har fulgt gennem sin vandrings ørken. Jim Morrison og Jimi Hendrix. Hellige! Dalai Lama og Gandhi. Hellige! William S. Burroughs og hans nøgne frokost. Hellige?! Folket har magten, der kan genløse tåbernes værk, prædiker hun med sort sol i øjets æble. Vi har set billeder af hende. Som blindebuk, offerlam, gidsel. Med sørgebind for øjnene. Patti som politisk pietà. En opstilling. Måske bare et indfald. Et teatralsk tableau. En udtæret engel, spændt som en flitsbue, smidig som en pilekvist. Hun tordner mod Babel, mod Bush. Hun er Folkets stemme. Men hvilket folk? Hendes element er kaos, hendes puls er en stormflods og hendes organ er hjertets blodmørke nattergal, der i stemmen hamrer hårdere end brystets skrøbeligt flettede benbur burde kunne holde til. Vi kan genoprette verden! For Folket har magten til at drømme. Hele tiden dette Folket med lige så stort F som Drømmen har sit store D. Det første findes kun, hvis det andet har en mening. Her har den tiltaget sig mening. Stærke er de kræfter i den elektriske guitar, der er rock'n'rolls kors, som akkorden er dets levende ord, hvorpå det hele hænger og synger i vinden. Lenny Kaye. Hellig! Fordi vi påstår det i aften. Patti Smith. Hellig! Fordi vi lever det i aften. Rockkoncerten fastholdt som romantisk febersyn. Helligt alt som brænder rent. Hendrix hellig, Kerouac hellig, Rimbaud hellig, hellig, hellig. »O God, I fell for you!« Sunget så inderligheden og fataliteten hudfletter sjælen. Er denne patos og intensitet en del af et show. Ja, selvfølgelig og overhovedet ikke. Sibyllen er bag den løsthængende, sorte herrejakke så gennemsigtig som vand og luft, så fortærende som ild, så hård som stampet jord. Skal vi da virkelig forledes til at tro, hun i tiåret var husmor i Detroit? Fra indsovningens dollarsvimlen i 'Free Money' til et liv med Tupperware i provinsen? Først 'Gone Again', så genopstanden fra forfædrenes brændte jord. Igen kom hun. Fordi så meget var tabt? Eller endnu ikke var det? Fordi så meget stadig brændte på en måde, som intet komfur kan holde på simreblus. Den hendes blik falder på, mærker det brænde. Ve, den fotograf, som tror dette er en profan begivenhed. Stil skoene udenfor og kom ind kun iklædt din sjæl og din trodsigt knyttede næve. »I feel like a displaced Joan of Arc,« og det ér muligt at synge det og tro på det. Hendes øjne er stjernebesatte. Det er bare en rockkoncert. Er det bare en rockkoncert? Det er ikke bare en rockkoncert. Politiseret åndemaneri er det. Rytmens shamanisme og dens digtoplæsning, ekstase og læsebriller. Det er William Blake i kosmos, det er hedebølgerne, det er kræmmerne, der har overtaget Templet: Det er Folket mod George Bush. Pindetynde Præstinde af Amerika, hvordan er det at leve af det brændende ords strenge kost? »Go my spirit, are you ready to go?« Alle om bord til kærlighedens land. Nu lægger jeg mig ned at sove, og beder Herren bevare min sjæl, mens jeg flygter fra sol til sol og tiden løber igennem min rastløse mund. Hun så en dreng sprænge sig vej ud igennem sin hud. Jim Morrisons spøgelse fra musikken til Père-Lachaise og tilbage igen. Akkorderne falder fra guitaren, som gløder i et døende dyrs tørre pels. Det er alt sammen en hymne til bristefærdigheden i det menneskelige. I 1959. I nu. I aften på årsdagen for Hiroshima, som påkaldes, påkaldes, påkaldes. Hvis Hiroshima var nødvendig, hvad var Nagasaki så? Uhellig. Og rock'n'roll er en drøm om noget andet. Og rock'n'roll er det levende ord henført, strømført. Og rock'n'roll er en tilstand, en påstand, der ophæver afstand. Rock'n'roll er en ind-i-og-ud-af-og-ind-i-kroppen-igen oplevelse. Rock'n'roll er ikke realpolitik. Rock'n'roll er idealpolitik. Rock'n'roll er en profeti med kraft til at ryste drømmene bag den tynde hud. Det var drømmen. Drømmer Folket? Folket er en drøm, Patti Smith drømmer videre med erindringen om en hvid dues varme i sine benede hænder. Hun snubler, hun svæver, reciterer, harcelerer. Drømmetyderen danser barfodet rundt om Babelstårnet. Den sælsomme musik får hende til at ligne en heltinde. En rock'n'roll nikker for Folket. Den usynlige og som sandskorn talløse tilhørerskare bag det billetkøbende publikum. Våbnene hun tilbeder i aftenbønnen er tre: Marshallforstærkeren, Stratocasteren og den hellige Les Paul. Der er så mange ting, der rører sig i et menneske. Nogen gange rører det hele sig på én gang.