Beskeden til det selvudslettende og med en udtalt vilje til at underspille sine pointer gjorde Pinchas Zukerman, hvad der stod i hans magt for at fastholde en ægte kammermusiks intime format og kollektive ligevægt; og det ville være uretfærdigt at påstå, det ikke lykkedes. Men sin personlighed kunne han ikke udslette. Tonens glødende ædelhed, magiske nuancer og en fascinerende karakterfuld frasering røbede så at sige mod hans vilje den store solist, der havde forvildet sig ind blandt fem mere eller mindre helbefarne kammermusikere og strygerkolleger; og som lytter kunne man ikke gøre andet end at klæbe til skønheden i hans spil. Valget af Mozarts strygekvintet i g-mol antydede, at han udmærket var klar over dilemmaet. Værket fokuserer på førsteviolinen som dominerende strukturbærende stemme i en grad, der er ganske utypisk for den sene Mozart, og da Zukermans afdæmpethed er af den art, der kun får én til at øge opmærksomheden, faldt tingene helt naturligt på plads. Det skal dog siges, at både førstebratsch og førstecello ydede særdeles kvalificeret modspil. I øvrigt var fortolkningen påfaldende udramatisk med en næsten knugende indadvendt alvor, der ikke levnede plads til spontane svinkeærinder af nogen art. Selv den løsslupne rondo, der står i grel kontrast til det ellers så tragisk farvede værk, var som dækket af et dæmpende låg. Bevægende smukt klang hele værket - og en kende frustreret og ufrit. Og sådan skulle det åbenbart være, for Tjajkovskijs sekstet 'Souvenir de Florence' viste med al ønskelig tydelighed, at det ikke var dyd af nødvendigheden. Her var overstadig energi i rigt mål, robust såvel som elegant underholdning og udadrettet charme. Til en afveksling følte man, at musikerne morede sig, og raffinementer som springende bue og finalens humoristisk demonstrative kontrapunktik blev pointeret med finesse og legende humør. Befriende! Stort bifald og som ekstranummer en Brahms-sats, der viste nye aspekter af ensemblets flair for såvel sødme som djærvhed. Koncertens åbning var overladt gruppens yngste halvdel, der uden papa Pinchas' overopsyn baksede sig noget uegalt og overforsigtigt gennem den unge Schuberts enlige triosats i B-dur.