Det var en drøm, der gik i opfyldelse for Finn Ziegler, da han i anledning af sit 50-års jubilæum som professionel musiker fik mulighed for at udvælge sig en rytmegruppe helt efter eget ønske, som han - i forbindelse med et todages gæstespil i Copenhagen JazzHouse - kunne indspille en cd med. Pianisten Kenny Barron, bassisten Niels-Henning Ørsted Pedersen og trommeslageren Alvin Queen er da også tre fremragende musikere, der i kraft af deres renommé nok skulle være i stand til at vække den internationale opmærksomhed omkring Ziegler, som denne for længst har gjort sig fortjent til. Og hvis man skal dømme ud fra førsteaftenens forløb, så var der meget, der tydede på, at der sagtens kan komme en glimrende cd ud af samarbejdet mellem Ziegler og hans medspillere. Dermed være dog ikke sagt, at alt flaskede sig, som det gerne skulle. Sædvanen tro var Ørsted Pedersens bas meget kraftigt forstærket. Hvilket førte til, at også de øvrige instrumenter skulle hæves til et højere niveau, så der kunne skabes nogenlunde balance dem imellem. Især var det ikke til gavn for flyglet, der klang hårdt og metallisk, og dermed gik det ligeledes ud over det smukke anslag, der ellers er Barrons kendemærke. De indledende to numre, 'It Could Happen To You' og 'My Romance', lød forceret, hvor Queens lovlig håndfaste spil også havde en tydelig afsmitning på Barrons. Men i det tredje indslag, 'Put On A Happy Face', begyndte det at ligne noget. Måske havde man affundet sig med lydbilledet, som det nu engang var, men mere afgørende var det, at der syntes at være opstået en mindre anspændt stemning. Barron sparede på tonevældet, Queen fik større smidighed over sit spil, og Ziegler fandt frem til det musikalske udtryk, der er hans særkende. Nemlig en vekslen mellem det afventende, hvor han griber fat i sine medspilleres impulser, og de stærke ryk, hvor han selv tager teten. En tredje, mere romantisk side af Ziegler mødte man i 'The Nearness Of You'. Smukt indledt af Barron, inden Ørsted Pedersen, lige så smukt, tog over i mellemstykket, før Ziegler selv trådte ind, blev det til en overmåde fornem balladefortolkning. Og der bør ikke være nogen grund til fortrydelse, fordi buen ikke helt rakte til i allersidste strøg. For når det gælder Ziegler, så bør det heller ikke være det perfektionistiske, der er målet. I to andre ballader, 'How Long Has This Been Going On' og 'That's All', kun i duospil med Barron, fik Barron for alvor vist sin klasse, fordi han kunne tillade sig at dæmpe sit udtryk helt ned. Prisen tog førstnævnte nummer, hvis man glemmer alt om Zieglers overflødige coda. Og det skulle der være råd for. Så det blev en lidt blandet førsteaften. 'I Want To Be Happy', 'Mack The Knife' (som der efterhånden er slidt for hårdt på), 'A Beautiful Friendship (i et for slæbende tempo) og 'Amazing Grace' (som mit temperament ikke kan klare, og det er selvfølgelig en personlig sag) forekom mig mindre vellykkede. Men 'Blues for Birgit', 'Rhythm-a-ning', 'Falling In Love With Love' og ekstranumret, 'Take The A Train', sad lige i skabet. Og med endnu en aften foran sig, hvor ting kan tages op til revision, kan det i hvert fald ikke gå helt galt.