Skønt Gil Evans også selv skrev kompositioner, så var det som arrangør, han fik sin væsentligste betydning. Og det gjorde en forskel, at Maria Schneider, der tidligere har dirigeret Radioens Big Band i en række af Evans' værker i transskriberede versioner, denne gang havde de originale partiturer at arbejde med. Og vel at mærke partiturerne fra de år, der førte op til kulminationen af Evans' kunstneriske virksomhed. Nemlig mesterværkerne 'Miles Ahead', 'Porgy and Bess' og Scetches of Spain', som han i slutningen af 1950'erne skabte i samarbejde med Miles Davis. På dette tidspunkt var Maria Schneider af naturlige grunde endnu ikke assistent for Evans, som hun siden hen skulle blive det. Hvilket dog ikke har forhindret hende i at tage afsæt i netop denne periode i udviklingen af sin egen kunst. Evans selv opgav jo med tiden både den utroligt fintmærkende klanglige nuancering og den faste strukturering, der oprindeligt kendetegnede hans værker. Men disse kvaliteter lever videre i Maria Schneiders egen musik, samtidig med at hun som komponist er af et langt større og mere vidtrækkende format. Som vi indledningsvist kunne høre det i hendes 'Hang Gliding', en rent ud berusende svæveflugt i sin raffinerede vekslen mellem 5/4 og 7/4, inden altsaxofonisten David Sanborn som aftenens hovedsolist kom ind på scenen. Og skulle nogen overtage Miles Davis' rolle, så var Sanborn ikke det værste valg. Havde det været en trompetist, så ville en sammenligning uvægerligt have trængt sig på, og den ville næppe være faldet ud til dennes fordel. Hvorimod Sanborn er en musiker med sin egen lyd og så stærk en personlig udstråling, at han helt og holdent kan tale på egne vegne. Det, man for hans vedkommende kunne frygte, var, at han i for høj grad benyttede sig af de rutiner, der har skabt ham hans renommé i jazzens mere poppede periferi. Og undervejs var der et par steder - især i det første, uannoncerede stykke efter pausen - hvor de afgjort tog overhånd. Men omvendt gav koncerten ham også anledning til at vise, hvilken fornem jazzmusiker der bor i ham. Hans tre kor i 'Blues for Pablo' stod ladet med intensitet - uden at blive overstyrede, og den var også til stede i det mere dæmpede udtryk, der klædte hans spil i 'Love Theme' fra filmen 'Spartacus' så fint. Først og sidstvar det dog som altid en lyst at iagttage Maria Schneiders direktion og følge med hvilken oplagthed det danske orkester efterkom hendes anvisninger. Uden at det skal lyde kønspolitisk kan jeg ikke lade være med at blive fascineret af, hvordan styrke og blidhed forenes i hendes spinkle skikkelse og transformeres til det store ensemble i fuldkommen harmoni. For går man til yderligheder, så er der jo som inden for alle andre kunstformer - ud fra en generel, men ikke specifik betragtning - forskel på typisk mandlige og kvindelige udtryk. På den ene side macho-attituden, den utilslørede aggressivitet. Og på den anden side en lige så uforbeholden følsomhed, der i rytmisk henseende ytrer sig som veghed. Måske er det i dette lys, man skal anskue koncertens eneste fejlgreb. For sådan virkede det, da orkestret under Sanborns solo i 'Gone, Gone, Gone' afbrød musikkens strømmende puls for at gå ned i halvt tempo, der var underlagt et alt for bastant rockbeat.