0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Teletubbies i spiralgalaksen

Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

På scenen foran filmen står The Flaming Lips fra Oklahoma City, Oklahoma. Sangeren Wayne Coyne i ulasteligt lyst jakkesæt udstråler samme vennesæle galskab som en sprechstallmeister i et freak-show. På hver side af scenen står roadier proppet i dyredragter og klapper i deres bløde poter og svinger stemningsfuldt med lyskeglerne. Ælling, tiger, abe, kanin og blå pjuskfugl. Store bløde sovedyr fra alverdens børnetimer.

På scenen står fire oppustelige robotter. En japansk piges kamp med lyserøde robotter er et tema på det seneste udspil 'Yoshimi Battles The Pink Robots'. Bag flimrende psychedelica ses på skift atomsprængninger, en trekvartnøgen karatekvinde, japansk skolepigesplatter og ren teletubbies idyl.

Her er alt kunststof. Uskyld, tøjdyr, atomer. Coyne kaster konstant håndfulde af konfetti og synger 'Happy Birthday' med blod silende ned over ansigtet. Der er altid en, der har fødselsdag. I dag er der mindst fire blandt publikum. Og så musikken. Den har ifølge The Flaming Lips fødselsdag, hver gang mennesker mødes for at suge til sig og synge med.
»Det ligner alligevel en stor fødselsdagsfest - så hvorfor lade den gå til spilde?«, spørger Wayne Coyne.

Hvorfor lade øjeblikket gå til spilde? 'All We Have Is Now' fylder salen. At forstå dét i sit liv er det letteste og det sværeste. Men musikalsk har The Flaming Lips en særlig adkomst til det, der hele tiden flytter sig og skiller før og efter. The Flaming Lips får mig mest af alt til at tænke på en båndoptager, der er i stand til at spole frem og tilbage på samme tid.

I denne konstante dobbeltbevægelse holder gruppen sig svævende og vægtig. Dannet i 1983 har gruppen efterhånden arbejdet sig frem og tilbage til en stadig dybere forståelse af styrken og visionen i 60'ernes trip. Takket være naivisme, cool futurisme og en veludviklet sans for det absurde lever det psykedeliske i lyd og billede videre hos The Flaming Lips.

Koncerten er en inspireret leg med lyd og billeder. Legen er mere demonstrativt barnlig, end man er vant til at opleve det i denne stilbevidste tidsalder. Men netop derfor, og fordi det hele samtidig er så artistisk gennemtænkt, får legen en dimension af noget dybt menneskeligt. Man leger, fordi det er klogt. Man smiler, fordi det er godt. Ikke fordi man vil charmere eller naivt stille op til smil mod bedre vidende.

Trods mængden af tøjdyr og balloner er naiv nok det sidste gruppen er.

'Do You Realize', synger Wayne Coyne med 'Yoshimi'-albummets melodiske og følelsesmæssige samlingspunkt. En i alle henseender universel kærlighedssang til eksistensen samlet i en håndfuld enkelte spørgsmål:

Er du klar over, at du har det smukkeste ansigt? Er du klar over, at vi svæver i rummet? Er du klar over, at alle, du kender, skal dø? Er du klar over, at solnedgangen blot er en illusion skabt af Jordens rotation?

Den første beatmusiks ekspeditioner ind i lyset og lydens univers stivnede snart alt for tit som bombastisk rockritual. Hvad var efterhånden en koncert uden ramper, lamper og atten ton pyroteknik?

The Flaming Lips kæmper i Ama'r Bio en kamp for at give lyd- og lysshowet sin bevidsthedsudvidende karakter tilbage på en ny tids præmisser. Det kan ske, at et spektakulært billedshow gør det svært for musikken, men her har numrene med hovedvægt på de to sene hovedværker 'The Soft Bulletin' og 'Yoshimi Battles The Pink Robots' en funktionsdygtig kemi.

Kernen er melodisk og omkvædene lettilgængelige, men samtidig er arrangementerne tilpas tågede og nobrede til at kunne forene sig med både det psykedeliske sug og det barnlige gøgl. Wayne Coynes pseudo-uskyldige vokal og Steven Drozd bag de øvelokale-intime trommer sørger fra hver sin ende for, at den levende forbindelse mellem ølsjatterne på gulvet og de højere luftlag, mellem Teletubby og Spiralgalaksen, forbliver intakt til og med det eneste ekstranummer 'What Is Light?'.

Ifølge The Flaming Lips er den kemiske reaktion i hjernen, der får os til at opleve kærlighed, beslægtet med kædereaktionen The Big Bang.

Kærligheden, som med lysets hast er den drivende kraft bag universets udvidelse. Lys som kærlighedens kemi. Efter at have oplevet The Flaming Lips og deres kærlige lysshow er man parat til at tro det.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce

Læs mere