Filmelskere vil kende stilen fra Kubricks 'Rumrejsen 2001', hvor requiet sammen med Ligetis 'Lux aeterna' og Straussvalsen 'An der schönen blauen Donau' er en karakteristisk del af soundtracket. Ligetis 'Requiem' har for længst manifesteret sig som en nyklassiker, der vil overleve tidens tand på samme måde, som for eksempel Brahms' tyske requiem har gjort det. Trods den latinske tekst er værket også på mange måder en lige så dennesidig dødsmesse som Brahms'. Programnoternes tale om humor, derimod, hører ikke hjemme her. Den snak kan man gemme til Ligetis opera 'Le Grand Macabre', som Det Kgl. Teater nylig har haft oppe at vende i en munter tegneserieversion. Requiets solopartier er gestikulerende til det fortvivlede, og de to kvindelige solister var heldigvis drømmegode. Tyske Barainsky med strejf af en sødme, jeg godt nok havde svært ved at få til at passe ind i værkets voldsomme fatamorgana af et 'Dies irae'. Svenskfødte Hellekant - der også var med, da Radiokoret opførte Ligetis 'Requiem' ved en stor Ligetifestival i Hamburg for fem år siden - derimod med en dramatisk sikkerhed, der ramte i plet. Der er i det hele taget meget godt at sige om denne opførelse. Radiokoret kunne skabe dødningeblege tåger af Ligetis mikrointervaller, og orkestret og solisterne byggede under Lothar Zagroseks ledelse indbydende klangbroer på kryds og tværs over scenen. Ikke et øjeblik slap jeg musikken med min opmærksomhed, og det er blandt andet den slags kvaliteter, der gør Ligeti til en formidabel komponist. At han på én gang kan være grænseoverskridende og hyperbevidst om, hvor han har sit publikum. At få Hans Abrahamsens 'Stratifications' fra 1975 som optakt til Ligeti var smuk programsætning. Abrahamsen skylder Ligeti ikke så lidt. Han har været elev af mesteren, og begge har i deres musik reageret mod serialismens monopolisering af avantgarden. Med sine klare klip fra ét klart billede til det næste presser Abrahamsen musikken sammen, til den bliver til lysende energi - og forvitrer. Under Zagrosek, til daglig musikchef på operaen i Stuttgart, blev hans korte orkesterstykke ligefrem desperat påtrængende. Det samme kan man ikke sige om Brahms' 2. Symfoni. Måske havde den ikke fået alverdens prøvetid. Måske vidste dirigenten bare ikke helt, hvad han ville med den? I hvert fald fik denne sommerlige efterbyrd til Brahms' symfoniske smertensbarn, hans symfoni nr. 1 i c-mol, en upræcis og pjusket fremstilling. Brahms kom til at ligne en nyudruget kylling, der ikke kunne finde sikre ben at stå på. Anderledes med aftenens nyklassikere, der fik lov at stå stærkt.