Betegnelsen passer snarere på enkelte episoder som den karakteristiske livstræt hendøende udklang eller en lille klaverkoral, der med strygernes klangstøtte minder forbløffende om en anden puritansk munk, den festivalaktuelle Arvo Pärt. Ligheden er tilfældig og paradoksal, for i holdning og æstetik er den religiøst meditative, middelalderligt tilbageskuende ester en diametral modsætning til den ateistiske, bevidst foruroligende dansker. Men fisk og hvaler ligner jo også hinanden. Som helhed har Holmgreens værk da også en helt anden virkning. Det svale og det (ironisk) nostalgiske står uformidlet side om side med det mekaniske og det brutale i et ofte kaotisk samliv af forbløffende uafhængige eksistenser: intet fælles projekt, ingen kommunikation. Montageteknikken har en del til fælles med Stravinsky, og bag den drastiske humor spøger en undertrykt ømhed for alle disse små og mere eller mindre vanskabte væsners eksistensberettigelse. 'Symfoni, Antifoni' var for 25 år siden komponistens første gedigne succes i en bredere offentlighed og kan stadig forbavse, men i dag virker ideerne knap så friske, nihilismen mindre aktuel, og den sanselige ro omkring 'de små ting', som han også forsvarede i sin takketale (og som i grunden også er Pärts anliggende!), opleves bedre andre steder i produktionen. Svenskeren Anders Hillborgs tre år gamle klarinetkoncert bragte os up to date med en postmodernistisk accept af koncertgenren som solistisk paradenummer, ikkeproblematiserende underholdning, hvor den smukke (om ikke nødvendigvis sangbare) melodi er bragt til ære og værdighed. Dermed er ikke sagt, at værket er konservativt, overfladisk eller uambitiøst. Kompositionen er lige så frodig og virtuos som den solistiske udfordring og strømmer over af musikantisk energi og en god portion humor og sødme. Som værkets kraftkilde er klarinetten næsten uafbrudt i begivenhedernes centrum, ofte med svimlende arabesker og skinpolyfoni. Orkestret akkompagnerer, ofte med tyk klanglig undermaling, andre steder som tilgroet bigband eller med et forræderisk hængedynd af træblæsere under solisten. Der er mange overrumplende klanglige ideer,som f.eks. at lade orkestret nynne. Ud over lidt cirkulært åndedræt bruger solisten ikke alternative spillemåder. Til gengæld skal han ikke blot spille, men også danse, og uden et så blændende multitalent som Martin Fröst var koncerten næppe blevet, hvad den er. Sjældent har man hørt så bløde toner, så snigende umærkelige crescendi fra absolut stilhed, så mejslede accentueringer, alt med en generøst strømmende musikalitet. Og også det mimisk-plastiske udtryk havde en professionel ekspressiv kvalitet, der illustrerede og underbyggede værkets karakter af Pan-agtigt lyrisk-ekstatisk naturkraft - i sandhed noget andet end en Stockhausens forkølede bevægelsesritualer. Desværre er det for langt. I tyve minutter har ideernes strøm en dynamik, der bærer, men de sidste ti bliver en slap kæde af løst tilføjede indfald uden fornyet formskabende kraft. Stykket slutter igen og igen, og hvad der kommer efter en slutning, kommer nu engang for sent.