Akkompagnementet bliver tungt at manøvrere, sangeren klemmes op i et hjørne, og lieden kommer paradoksalt til at syne mindre, end den er, fordi den nu må hævde sig på ariens vilkår. Schubert selv kunne ikke drømme om at orkestrere sin fint snedkererede dagligstuekunst; det har andre gjort. Det morsomste ved de otte sange, Bo Skovhus sang i Tivoli, var netop de seks forskellige komponisttemperamenter bag bearbejdelserne. Førstepræmie tildeler jeg Anton Webern for en raffineret farvefølsom udlægning af den nøgne, dæmonisk farvede 'Ihr Bild' - næppe et tilfældigt valg - som levnede god plads til Skovhus' fortolkende mesterskab. Det samme gjaldt Benjamin Brittens elegant perlende version af 'Die Forelle', men også Felix Mottl, der var bedst kendt som dirigent omkring forrige århundredskifte, havde smag og en heldig hånd med det lette serenadepræg i 'Ständchen'. De øvrige bidragydere dyrkede med varierende behændighed en tungere høj- eller senromantisk orkesterbehandling, som med lidt held kunne få kraftfuldt dramatiske sange til at overbevise som arier, ikke mindst da Skovhus har pondus til en sådan udlægning. 'Erlkönig' var en flot finale i Franz Liszts virkningsfuldt teatralske instrumentation, og Johannes Brahms' bjørneagtigt tætte adræthed i 'An Schwager Kronos' var heller ikke ueffen, mens Max Regers bidrag var grelle og utaknemmelige: en vidunderlig sart sang som 'Im Abendrot' smurt ind i mudder. Men interessante løsninger på bundne opgaver er ikke nok til at legitimere genren, og selv om Skovhus klemte så mange nuancer ind, som der var plads til, kunne det kun blive en svag afglans af, hvad han kunne have ydet med alene et klaver - løfter til senere indfrielse. Bellincampi virkede nu heller ikke helt veltilpas i akkompagnatørens rolle. Fleksibel var han ikke. Da Schuberts 'Ouverture i italiensk stil' i D-dur desuden var lidt flosset i kanten, var det klart, at aftenens hovedværk, Mahlers 1. symfoni, havde lagt beslag på prøvetiden. Navnlig i de mere komplicerede ydersatser var der kælet for temponuancer, gestik og polyfoni. Og for karaktererne: fra det grelle til det sødmefyldt nostalgiske. Flot og målbevidst opbygning af den lange finale. Knap så polerede var mellemsatserne trods lune og fine detaljer. For eksempel skred pulsen i sørgemarchens indledende kanon.