Og den fortalte os, at kernen i Marilyn Mazurs musik er et tonesprog, der helt og aldeles er hendes eget. Et sprog, der fører over i atonaliteten, men samtidig bevarer en grundtone, som vi måske tydeligst kunne høre det i et værk fra tiden, før Future Song opstod i 1989. Og i forbindelse hermed en rytmisk strukturering, der - uanset hvilke svinkeærinder musikken foretager sig undervejs - ubesværet bærer os med sig. Det, der i sidste ende skaber den magi, som gruppens musik udstråler, er dog alligevel det hold musikere, som Marilyn Mazur har samlet omkring sig. Hver for sig er de stærke personligheder. Og hver for sig får de lov til at gå til grænsen af den yderste selvudfoldelse. Men alt sker inden for rammerne af den større helhed, som Marilyn Mazurs musikalske vision udgør. Så her var de altså. Allestedsnærværende Mazur med sin uforlignelige evne til at farve musikken, og som - når det kom an på det - sammen med Klavs Hovman på bas og Audun Kleive bag trommerne svarede for et af intensitet glødende rytmisk fundament. Hans Ulrik på saxofoner og basklarinet, der i temaerne forenede sig overmåde smukt med Aina Kemanis' vokal og på egen hånd forstod at udnytte sine instrumenters muligheder i både melodisk og klanglig henseende med betydelig autoritet. Elvira Plenar på tangentinstrumenter udfyldte sin mere tilbagetrukne rolle glimrende, og også ensemblets nyest tilkomne medlem, guitaristen Krister Jonsson, synes at være faldet helt til i ensemblet, som man ikke mindst var vidne til det i hans forrygende parløb med Kleive i første sæts finale. Derimod var jeg mindre begejstret for et andet rockinflueret indslag i andet sæt, der - i forhold til musikkens niveau i øvrigt - ikke blot forekom mig for ordinært, men også som en for stor belastning for ørerne, hvis man ønskede at bevare sin hørelse.