Men det blev en tam opførelse i en underligt gammeldags spillestil: vegt sløret klaver med rigelig pedal (det klæder ikke Vikingeskibshallens akustik), en underspillet, mørkt rumlende cello og en fed, solistisk violin, der lod sig akkompagnere. Brede, magelige dønninger erstattede talende og strukturbevidst gennemarbejdet artikulation. Teknisk var det smågnidret og rytmisk slapt, og hverken præcision eller intonation var imponerende. Nå - så var det heller ikke værre, men sjovt var det ikke. En verdenssolist, den unge Julian Rachlin, trådte til i Schuberts sene, men mindre kendte fantasi for violin og klaver, og sikken et løft det gav! Hans spændstige, stofligt lysende tone med det omhyggeligt differentierede vibrato var mættet med intention fra første øjeblik: Nærvær og visionær fortællelyst skabte nerve og intensitet. Noget var på færde, noget spændende, noget friskt. Og Rachlins energi loppede pianisten op til en hidtil uhørt vitalitet i de første par satser; så blev han igen tung at danse med. Efter pausen samlede musikerne sig i Schumanns noget akademiske klaverkvartet i Es-dur, nu med Rachlin på bratsch, og her var overraskelsen - uanset skønhedsfejl - en veloplagt lystbetonet fremdrift. Jeg fik den kætterske tanke, at netop dette stykke for sammenbragte børn i virkeligheden var frisk fra fad i ensemblets virksomhed, mens Schubert pligtskyldigst var hentet op fra bunden af arkivskuffen.