0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Hvis Ringe hed Bedst

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

No Doubt i aktion. Her forsangeren Gwen Stefani.

Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Koncertanmeldelser
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Mod slutningen træder bandets sangskriver og sært mumlende mørkemand Pætur Jensen i karakter ved siden af Eivør Pålsdóttir og leverer en knejsende stolt og kuldslået version af David Bowies 'I Am Afraid Of Americans'. Fulgt af »den danske Bowie - Thomas Kingo«, som Pætur Jensen siger i 'Sorg og glæde'. Forunderligt, i sandhed, også selv om den teatralske hang til drama tager over for Clickhaze.

Hvis jeg var tilhænger af den gode smag, havde jeg næppe stået i mudder til anklerne og banket mit lidt for trætte hoved lidt for hårdt fremad, fremad, fremad i takt til britiske A og deres total-angreb på fortænkt og følsom rock i en blanding af punk, pop og regulær power.

Med debutalbummet 'Hi-Fi Serious' har A vist, hvor langt man i grunden kan komme med friskhed, gå på mod, et par hæderlige melodier som 'Starbucks' og 'Nothing', et hitorgel og nogle aggressive guitarer. I Ringe vidste de, at man også kan få folk i tale, hvis man trækker dem til sig med spørgsmålet »does Denmark wanna rock?«. Hvis jeg var fuld af løgn, svarede jeg ja, men sandheden hedder: næppe.

Danske Baal er så gamle i gårde, at inspirationen hentes hos Brecht, Bowie og bierstube for blødkogte æggehoveder. Et sådant sidder der på sanger Bjørn Fjæstad, der som resten af bandet optrådte i hvidt jakkesæt i Rytmeteltet med et sæt, som i høj grad baserede sig på forårets ret beset også glimrende album, 'The Supreme Machine'.

Der er så mange gode numre at hente i Baals sangbog, at opkomlinge som Jupiter Day og Saybia må føle sig henvist til en pixibog ved siden af.

Men alligevel er det de yngre kræfter, der har opmærksomheden. Det skal naturligvis ikke få dygtige musikere som Baal til at opgive ævred.

I Rytmeteltet leverede københavnerne da også en prægtig og sine steder potent koncert, som indimellem fik tag i det rastløse publikum, som det ligefrem lykkedes at få til at sætte sig ned på Fjæstads opfordring.

Men et sted inde i Baals mægtige forsøg på med tricks, charme og rutine at blande rocken, teatret og kabaret - de dybeste meninger med den letteste underholdning, lurer distancen. Og den blændede som de fine, hvide jakkesæt denne aften.

Hvis jeg var en fyrig frier, ville jeg springe over distancen til scenen, hvor Gwen Stefani i stram stribet top holdt hof for de smidige hofter til isnende midnatsmesse med No Doubt.

Men måske ville jeg betænke mig og mene, at der er lidt for meget lillepige-prinsesse af Hollywood over Stefani, og at bandets indimellem charmerende, nogle gange irriterende blanding af pop, ska, reggae og tyggegummipunk oftest er noget værre rod. Især når lyden ikke er højere - nogle sagde, at den kriseramte festival ville spare lidt på strømmen. Men arrangørerne havde set rigtigt med No Doubt.

Ska eller ska ikke - der var ingen tvivl hos publikum. Hver et telt, hver en bar, hver en bod, hver en gondol i pariserhjulet måtte være tomt. Hele festivalen var her. Og det lunede at høre fællessangen gjalde i de længe ventede MTV-hits 'I'm Just A Girl', 'Don't Speak' og 'Hey Baby'.

Så var det sådan set fredag, og i løbet af den viste de knastørre og fine finner i Crash, at de ikke er helt så skæve og gode live som på for eksempel det nye album 'Wildlife'. Men sjove, det er den Suede-inspirerede kvartet, som sluttede af med ordene: »Så kommer det øjeblik, I alle har ventet på med længsel: Vi spiller sidste sang«. Så slemt var det nu ikke, den trofaste skare tog godt imod foran scenen, og Crash er et dejligt bekendtskab. Dog især på plade.

Modsat med Hotel Hunger. De evige danske drengerøve og underhunde, som altid har logret og bjæffet bedst på scenerne. Fredag i Ringe var ingen undtagelse. Med en umanerligt velsyngende Jimmy Jørgensen i front for et skarpt og engageret band under mottoet 'Jeg kan godt li' jer', leverede bandet et brag af en koncert.

Disko, glam, rock, pop. Alt blev til en højere enhed på de veltrænede stemmebånd under Jørgensens skaldede isse. Jubii og lidt øv for alle de spildte muligheder, Hotel Hunger har så mange af i gruppens sange.

Hvis verden var retfærdig, havde Spanien slået Sydkorea, Ringe hed Bedst og var konstant udsat for solens bevågenhed, og Hotel Hunger havde fået stillet sulten på Hotel Of The Stars. Og hvis jeg var Hemingway stod jeg heller ikke i en mudderpøl på Fyn, men fandt en rigtig krig at rapportere fra. Men sådan er verden altså ikke. Den er Midtfyn, mudder og i øvrigt mægtig, mægtig fin.