Fra første færd i 'Warszawa' fra 'Low' stod det klart, at David Bowie stadig har store ambitioner for sig selv og sin musik under det lyse halvlange hår. Bandet med blandt andre guitaristen Earl Slick, Mike Garson på piano og den forrygende bassist Gail Ann Dorsey, leverede et delikat og detaljemættet modspil til mesterens distingverede charme. »Her er en overraskelse, høhø«, sagde David Bowie, som slet ikke kunne få tørret det drengede smil af ansigtet i løbet af den halvanden time lange koncert og intonerede klassikeren 'Space Oddity'. Den virkelige overraskelse var dog, hvor kort afstanden fra denne sang fra 1969 til den desillusionerede 'Sunday' fra dette års fremragende album 'Sunday' synes at være. Med en enkelt linje fejer David Bowie alle tilløb til tilbagelænet nostalgi af bordet: »Nothing remains ... everything has changed«, konstaterer han frysende nøgternt. Manden, der engang sang om at være 'The Man Who Fell To Earth' viste, at han faktisk er Stjernen, der aldrig er faldet til jorden. Selv om der har været svagere perioder og plader i David Bowies lange karriere, har han aldrig forladt de nysgerrige raids mod sin egen tid, som i den grad binder hans materiale sammen og gør, at han stadig er en af rockens vigtigste og mest moderne kunstnere. I lighed med den anden legende, Horsens har præsenteret ved en eksklusiv koncert i de senere år, Bob Dylan, er David Bowie i konstant konfrontation med sin egen historie og sine egne sange. Men i modsætning til Dylan, som nogle gange skævvrider sine egne sange med en sylespids og trodsig stemmegaffel, er David Bowie tilsyneladende faldet til ro i rollen som mennesket David Bowie. Og som en kunstner, der står ved sine fremragende sange og lader dem tale for sig selv uden unødvendige eksperimenter, men med stort engagement. I de nye sange arbejdede David Bowie sig intenst ind i materialet, stillestående og velsyngende. I de få klassikere som Iggy Pops rumpestruttende 'China Girl', narkohymnen 'Ashes To Ashes' med de elegante dryp af tristesse, en mørk og bister 'Subterraneans', en poppet, funky og til lejligheden passende 'hyggelig' version af 'Heroes' og en regelret røvsparkende 'Ziggy Stardust', spjættede han lidt og gav sig selv en swing-om. Et menneske uden masker og roller, men med den helt jordnære angst for fremtiden for sit barn og den dybe eksistentielle tvivl, han synger om på 'Heathen'. Albummet fyldte naturligt nok godt op i sættet i Horsens med hele syv bidrag, hvoraf den på en gang glødende og blødende version af Neil Youngs 'I've Been Waiting For You' og komponistens personlige favorit '5:15 the Angels Have Gone' var krystalklare højdepunkter, løftet op af en velsyngende magtfuld David Bowie og et klarsynet band, hvor alle arbejdede for sagen. Til trods for kapelmesterens godmodige drilleri til sine to kvindelige sorte musikere: »I er vel amerikanere, er I ikke«, spurgte Bowie og fortsatte: »Og mig - jeg er fra nowhere - og jeg insisterer på det!« Skovens satinklædte satyr, en begavet gentleman, afklaret med sin rolle som genial nyskaber og modig nok til at se stort på de forventninger, et indimellem næsten andægtigt publikum måtte have. Desværre også selvrådig nok til at skære lidt ned i de planlagte numre, så 'Let's Dance' og 'I'm Afraid of Americans' blandt andre blev på lageret. Ligesom - måske lidt overraskende - alle sangene fra sidste album, 'Hours'. Alligevel fik vi en stor koncert i skoven, båret af kvalitet, klarsyn og kredibilitet fra den mest cool af rockens legender. Manden fra ingen steder, som åbenbart kan begå sig alle steder. Selv som skovtrold med et horn i siden på den danske sommer.