Selv som gæstedirigent kunne Plasson få varmen til at bølge hos Kapellets strygere. Men det er da utroligt, som det københavnske publikum i Tivoli er i stand til at hoste, også når musikken i den grad indbyder til at man glemmer sig selv og giver sig hen til den. Det gik værst ud over 'L'après-midi' og dens erotisk lumre eftermiddagshede, hvor ikke bare Eva Østergaards smukke solofløjte, men også de små metalbækkener kaldet crotales eller cymbales antiques, stod tydeligt frem. Så fulgte 'La mer' med sensuelle strygere og majestætisk varme, hvor messinget gør det klart, hvorfor kun en tåbe ikke frygter havet. Et vagtsomt dirigentøje på balancen frigav udsigten til geniale orkesterdetaljer, og i første sats, fra daggry til middag på havet, gav fortolkningen også en fin betoning af det japanske, den østlige inspiration hos Debussy, som er en afgørende del af det, vi traditionelt forstår som hans impressionisme: Talentet for at fange et øjebliksbillede af naturen i bevægelse, anet i den til enhver tid enestående belysning, som sollys gennem myriader af små prismer i form af mikroskopiske vanddråber skaber. Ligesom hos Monet. Plasson talte til orkestret, mens han dirigerede, og da vi med Ravels hyrdeballet 'Daphnis et Chloé' var tilbage i antikken, frembragte han susende lyde, der ikke kun anticiperede den vindmaskine, som hører til balletpartiturets luksusorkestrering, men også understregede den plastiske og lette kvalitet, Plasson søgte i musikken. Vi blev ikke spist af med en af Ravels suiter, men fik hele moletjavsen, alle ballettens tre tableauer. Nummer to med de mystiske, uakkompagnerede korvokaliser og piratdansens krigeriske fysik står som et klimaks: Voluptuøs i Cholés dans og farlig og stor, hvor Pan spreder sin sagnomspundne rædsel, så de onde pirater flygter. I den kendte solopgangsscene med rislende bække og fuglesang, der indleder ballettens tredje tableau, åbnede Plasson overraskende hurtigt for sin varme og fylde. Men han havde alligevel så meget i ærmet, at bekymringen om dårlig timing blev gjort til skamme. Smukke koncertmestersoli og en dirigent så beskeden, at det dårligt var til at få ham til at stå frem og bukke. Han gik hellere rundt mellem musikerne, delte blomster ud og rystede hånd. Plasson kom langt med sin franske intentioner. Jeg tror, Kapellet nød ham, og i hvert fald gav han mig en fin fransk afslutning på deres sæson med symfonikoncerter, hvor også programlægningen, skønt den næppe kan kaldes utraditionel, var stærkt vellykket.