Denne aften syntes alt imidlertid at flaske sig. Lad os bare begynde med de ydre omstændigheder. For som jazzhusets erfarne lydmand, Mik Neumann, styrede begivenhedernes gang, klang orkestret så homogent og velafbalanceret, som man altid kunne ønske sig at høre det. Men hovedsagen var naturligvis selve musikken, der ved denne lejlighed bl.a. omfattede tre uropførelser, chefdirigent Jim McNeelys 'Dedication Suite', der optog hele koncertens første afdeling, og efter pausen to nye arbejder af et par af orkestrets egne medlemmer, basunisten Peter Jensens 'To sjove og en kedelig' og guitaristen Chico Lindvalls 'Last Dance for the Hip-Hop Hippie'. Fra første færd stod det klart, at McNeely med sin suite har skabt endnu et storværk. En lang fremadskridende fortælling, hvis enkelte dele førte os vidt omkring, men samtidig i deres farverigt instrumenterede melodiske forgreninger dannede en organisk sammenhæng. Fra Steen Hansens smukke indledning i 'Love Awakens', hvor han fik sin basun til at synge med en maskulin sødme, som jeg ikke har noteret så stærkt tidligere, over tenorsaxofonisten Uffe Markussens og trompetisten Henrik Bolberg-Petersens parløb i 'Over My Head' og trompetisten Thomas Frylands og pianisten Nikolaj Bentzons i 'In Mourning' (som en hyldest til arrangøren Manny Albam, der døde sidste år), videre frem til endnu en mageløs basunindsats af Vincent Nilsson i 'Ahhhh ...' og til sidst den lystigt dansende, folkloristisk inspirerede 'Muckian's Bluff' og 'This Time the Good Guys Win'. Det gjorde både 'the good guys' og de to kvindelige medlemmer af orkestret. For som de spillede alle sammen, var det den rene fryd. Og sådan fortsatte det også efter pausen med McNeelys 'Pete's Feet' med Markussen i hovedrollen og et rytmisk bid, som jeg undertiden har kunnet savne i hans spil. I McNeelys 'She Said, He Said' var det altsaxofonisten Michael Hove og Lindvall, der brillerede, og det samme gjorde Lindvall i sit nye, overmåde vellykkede opus, der ligeledes demonstrerede, med hvilken uanstrengt autoritet trommeslageren Søren Frost i dag udfylder sin i egentligste forstand bærende funktion. Kun Peter Jensens nye arbejde tog sig, trods gode detaljer, noget tyndt og usammenhængende ud. Men en stor aften blev det, der ikke kunne have fundet en værdigere afslutning end med Thad Jones' 'To You', som i sin magtfulde enkelhed satte det endelige punktum.