Det kom frem i de numre, hvor det fik lov til udfolde sig helt frit. For selv om også Friesen og Jones er begavede musikere, så stillede de sig ofte i kraft af den metode, de benyttede, i vejen for Porter. Selvfølgelig er det da påskønnelsesværdigt, at man ønsker at aflokke et velkendt materiale nye muligheder, men det er ikke ligegyldigt, hvordan man gør det. Metoden gik ud på at skabe en form for kontrapunktik musikerne imellem, hvor det gjaldt om at forholde sig uhyre selvstændigt til hinanden, som man også kender det fra Bill Evans' trio. Ikke desto mindre bør musikken danne en samlet strømmende bevægelse, men for Friesens og Jones' vedkommende kunne det føre til, at de snarere fik den til at stritte på tværs, når de begge - uden indbyrdes relation - satte deres modgående rytmiske akcentueringer ind. En anden ting var den noget omstændelige måde, man kunne indlede et nummer på, der nok bestræbte sig på at vække vor interesse, men ikke nødvendigvis altid gjorde det. At det så senere inden for samme nummer alligevel lykkedes at fange den, var i høj grad Porters fortjeneste. Så det gik lidt op og ned gennem numre som 'All Blues', 'My Foolish Heart', 'I Love You', 'My Funny Valentine' og 'Equinox'. Og så var der 'You and the Night and the Music' og 'Hello Young Lovers'. Begge i hurtige tempi, der ikke gav spillerum for mange spidsfindigheder, men til gengæld swingede med en uanstrengthed, som viste, hvor fremragende en trommeslager Jones var, når han koncentrerede sig om at give musikken drive.