Man bør dog ikke fæste alt for stærk lid til Ivan Lins' ord, når han hævdede, at hans ophold i USA har været en fiasko. Hans vellykkede samarbejde med flere amerikanske kunstnere og hans melodiers gennemslagskraft fortæller en ganske anden historie. Og også på en helt tredje led viste det sig, at tiden i USA ikke har været spildt. For det, der overraskede mig ved dette første personlige møde med denne brasilianske sanger og sangskriver, var, hvor jazzpræget hans instrumentale udtryk, både i sin frasering og sin sigende enkelhed, som pianist var. Ikke mindst i modsætning til gruppens anden keyboardspiller, Marco Brito, der formulerede sig typisk brasiliansk i et væld af toner og perkussive effekter. Heller ikke sin store hengivenhed for Antonio Carlos Jobim lagde Lins skjul på. Den ytrede sig ikke blot i hans valg af repertoire, der rummede adskillige af Jobims melodier, men det røbede sig også i nogle af dem, han selv var ophavsmand til. Især i balladerne, der vel ikke helt udstrålede den samme magi som mesterens bedste værker, men ikke desto mindre ejede en god del af den melodiske og harmoniske rigdom, der kendetegnede Jobims'. Som sanger spænder Lins vidt. Det faldt ham helt naturligt at udfolde sig kontant og udadvendt som en Gilberto Gil. Men han formåede ligeledes at fylde rummet med et intimt nærvær som Joao Gilberto. Det sidste hørte vi, da han i koncertens første afdeling sang Jobims' 'Insensatez', kun til egen ledsagelse. Endnu ikke med fuld kontrol over stemmen. Men vi fik dog et indtryk af, hvordan den kunne udfolde sig uden det alt for påtrængende akkompagnement, som bassisten Nena Antunes og trommeslageren Teo Lima pakkede den ind i, og hvor jeg i særdeleshed oplevede Limas kantslag på lilletrommen som en distraherende faktor. Det afgørende vendepunkt indtraf for mit vedkommende midt i andet sæt. Her stod det glasklart, hvor betydelig en musikalsk personlighed Lins er. Igen uforstyrret af andre i en af Jobims' smukkeste ballader, 'Amor em Paz', og senere i et par af Lins' egne sange. (Den første 'Love Dance', aftenens eneste engelsk-sprogede indslag.) Nu var nærværet så intenst, at man ikke kunne undgå at blive opslugt. Derefter var der frit spil for alle, og det forekom mig, at der også blev løst op for spillet omkring Lins. Det endte, som det skulle. Med stående ovationer og ekstranummer, endnu en Jobimss-sang, 'Dindi', der vedblev med at klinge i sindet, mens den langsomt tonede ud.