Rostropovitj-eleven David Geringas, professor i Berlin, har rigelig teknik til det mylder af spillemåder, den lettiske komponist Vasks kræver i bogens første del. Hestehårene flagrede, mens den højfrekvente musik brændte sig ind bag lytterens pande. Anden del - dolcissimo - var den komplette kontrast: uendelige, forfrosne vidder. Snedækkede og frostklare sprang landskaberne ud af celloens tone, som den blandede sig med solistens krystallinske vokaliser, indtil musikken sitrede bort og blev til ingenting et sted ude over stepperne. Før det fik vi Carl Nielsen. Som en programændring. Måske fordi festivalens protektor, prins Joachim, overværede koncerten? Zapolski har for længst indspillet alle Nielsens kvartetter, og fortolkningen af den tidlige i f-mol havde farver og udtryk som de dristige stikord. Det bondske blev ikke underspillet, Yggdrasils ask voksede op i ensemblets midte omgivet af nordisk tåge, og fra lidt ujævnhed førte det firsatsede forløb frem til det velsammenspillede. Havde aftenens gæst været bratschist, havde resten af programmet nok stået på en Brahmskvintet. Med en cello på besøg er Schuberts C-dur-kvintet derimod det oplagte valg. Man kan anholde mindre ujævnheder i Zapolskis førsteviolinstemme, og man kan forestille sig - når nu det sublime var inden for rækkevidde - at de fem musikere kunne blive så fortrolige med førstesatsen, at det overordnede spændingsforløb ville tegne sig helt klart. Man kan derimod dårligt andet end rose den sarte, matte klang, de fem strygere fra begyndelsen var enige om. Stormen i adagioens øje og den kontrasterende ro i midterdelen af den følgende scherzo lod en usædvanligt langstrakt intensitet brede sig. Godt, der var lang applaus og dermed et længere ophold, før Zapolski plus gæst sluttede af med et lækkersøvnigt arrangement af Ellingtonklassikeren 'Caravan'. Ellers havde dette stilskift været et ubehageligt gok i nødden på både Schubert og på den del af publikum, der havde valgt at koncentrere sig om ham. Schuberts kvintet er sublim kammermusik, og det forekom, kvaliteterne i fortolkningen tillagt, uforståeligt, at vores sidekoner kunne få sig selv til at fumle med karamel efter karamel, mens midtersatserne foldede en verden så poetisk ud for ørerne af én, at det bare er at lukke dem op og lade musikken strømme gennem disse pudsige udvortes tragte og lige ind i det sugende sind. Nogle mennesker burde blive hjemme foran fjernsynet.