Ud over at udvikle ensemblets tekniske kvalitet med ekstraordinær ekspertise er han også en fantasifuldt medlevende og temperamentsfuld kunstner i opførelsesøjeblikket, hvad ikke enhver dygtig korleder kan bryste sig af. Sine sidste slag som chef slog han med tre moderne værker. De to var af Sven-David Sandström og Per Nørgård, førende komponister og korfornyere i de to lande som i de forløbne år har været Parkmans baser. Den tredje var briten David Fanshawe hvis 'African Sanctus' fra 1977 med sin næsten timelange varighed, stort kor, solister, klaver, elguitarer og masser af slagtøj marcherede triumferende ind som aftenens hovedværk. Konceptet er højst usædvanligt: Fanshawe har rejst det nordøstlige Afrika tyndt med en mikrofon og optaget, hvad han mødte. Et udvalg af høsten danner så kerne eller udgangspunkt for de enkelte satser, der frit behandler den latinske messe og enkelte andre liturgiske tekster. At mødet mellem traditionel afrikansk musik og Fanshawes egen meget konventionelle musikalske tænkning ikke bliver en morderisk kollision, er imponerende i sig selv men ikke nok til at gøre resultatet rigtig interessant. Afstanden er ikke overvundet, kun negligeret, hvad enten det sker ved sammenfletning, overlapning eller simpel sidestilling, og ofte fremstår Fanshawes tilføjelser, som det jo er, plumpe, fade eller brutale i forhold til de uprætentiøst introverte afrikanske ytringer: autentisk liv over for leflende pop. Stilen er naiv og eklektisk botaniserende. Her er lidt af hvert og intet, der ikke er hørt bedre: Klassisk konservatoriesats, massivt dunkende neoprimitivisme à la Carl Orff der går umærkeligt over i det diskoprægede, og rendyrket musicalstil. En helt anden personlighedskerne og originalitet mødte man hos de to skandinaver, og samtidig er deres traditionsforankring stærkere. Sandströms ganske nye 'I det gula', en suite over digte af Katarina Frostenson, står i utilsløret gæld til romantisk svensk korlyrik, men i sin maleriske omgang med de stærkt fragmenterede tekster inddrager Sandström et udsøgt differentieret og placeret arsenal af nyere korteknikker. Det er elegant overskudshåndværk, og hvor teksten hænger sammen i længere stræk, blomstrer fine, udtryksfulde melodier frem. Det obligate slagtøj anvendes med sart poetisk klangsans. Men det var Nørgårds 'Frostsalme' for 16 solostemmer (der var nu kun 15) fra midten af 70'erne, der for alvor rykkede tæppet væk under én. Nørgårds harmonik kan, særlig i kor, udvide en simpel dur-mol-svæven til svimmelhed, og den forstærkes med uventede accenter og dynamiske rutscheture, der åbner kosmiske afgrunde. Samtidig er det forførende smukt, både klangligt, melodisk og kontrapunktisk. Men det kræver korsang af fornemste klasse for at virke. Det fik vi her.