Næppe nogen har taget mere fejl end franskmanden René Leibowitz, da han i sin tid udnævnte Sibelius til at være 'verdens dårligste komponist'. Men bevares, Leibowitz var elev af tolvtonekomponisterne Schönberg og Webern, så han var ligesom flasket op med andre idealer end dem, der drev den finske nationalkomponist til at omsætte de finske skove og sit eget tungsind i toner. Christian Tetzlaff formåede at modulere sin klang, så ikke mindst farverne i solostemmen skabte opmærksomhed om musikkens forløb, og med Thomas Dausgaards analytiske øjne på Sibelius' partitur bød orkesterdelen af første sats på ahaoplevelser. Musikkens indre linjer trådte frem i en bevidst fortolkning, der ikke fik lov at flyde over i pladderromantik, men forenede musikkens følelsesudladninger med energisk formgivning. Dausgaard betonede de mørke dybder også i koncertens langsomme midtersats, mens finalen nærmede sig en opvisning i eksorcisme. Sanselighed veg til fordel for en energi, der i slutningen ligefrem tangerede brutalitet. I det opskruede tempo lykkedes det ikke at holde musikken helt slingrefri, men måden hvorpå Tetzlaff med djævelsk virtuositet greb og fastholdt førstesatsens slutning blev i virkningsfuldhed modsvaret af Dausgaards ubønhørlige tag på finalen. Til ekstranummer spillede Tetzlaff en af Sibelius' humoresker for violin og orkester. Den og violinkoncerten skal være del af en cd med Sibelius' værker for violin og orkester. Når der bliver klippet i de enkelte upræcisheder, bliver det sikkert en fin plade, som dette team indspiller for EMI/Virgin. Heller ikke i aftenens to sene Mozartsymfonier fornægtede Dausgaards begavede partiturlæsning og energiske temperament sig. Mest nød jeg symfonien i g-mol nr. 40, hvor Mozarts selvstændige brug af træblæserne stod endog fornemt frem. I Es-dur-symfonien nr. 39 gav ilterheden modspil til det føjelige, og ligesom i finalen af denne symfoni var der fart på g-mol-symfoniens menuet. Men hvor det i Es-duren gav lidt fnidder, blev sidste sats af g-molen præget af korte, præcise afleveringer og behagelig lethed. Bevidste fortolkninger af to af orkesterlitteraturens mest spillede symfonier overhovedet. Dausgaards orkesteropstilling spredte første- og andenviolinerne ud på hver sin fløj for at give plads til celloer og kontrabasser på midtbanen, ved siden af førsteviolinerne. Det klædte både Sibelius og Mozart. Før pausen uddelte Radiosymfonikerne ved formand og slagtøjsspiller Gert Sørensen Emil Holms mindelegat. Det gik til Poul Høxbro, der til tak spillede et stykke dansant middelaldermusik på piber og trommer. Et pudsigt, men i og for sig glimrende intermezzo i et ellers rent klassisk-romantisk program.