Han har spillet med bl.a. Woody Herman og Benny Carter, og ikke mindst den omstændighed, at Vinci igennem fem år udfyldte pladsen som lead alto i Maria Schneiders New York-baserede orkester, turde være en stærk anbefaling. I Odense har man bestemt ikke glemt ham igen, og det vil det københavnske publikum, der overværede koncerten med Vinci som komponist, arrangør, solist og dirigent for Tip Toe Big Band næppe heller komme til. Man skal tilbage til Thad Jones for at have oplevet en orkesterleder med en lige så smittende udstråling. Ikke fordi de to ligner hinanden i det ydre. Jones stod solidt forankret i sin autoritet. Vinci derimod var i konstant bevægelse, når han som et kuglelyn for omkring imellem musikerne. At det havde sin effekt, fornemmede man fra første færd, da orkestret lagde ud med hans uimodståeligt swingende 'Grove City Grover'. Forinden havde vi fået historien on kompositionens tilblivelse. Og dem fik vi ligeledes i fortsættelsen. Berettet med en fortælleglæde, der tydeligvis også afspejlede sig i orkestrets fremførelse af de enkelte værker. Ikke fordi alt lød lige finpudset, end sige kønt. Et nummer som 'Make Your Move' ville jeg gerne have undværet. Hvis det var spøgefuldt ment, forudsatte det i hvert fald et større instrumentalt overskud, end flere af musikerne magtede. Heller ikke den store satsning i 'Ahe' lykkedes helt. Til gengæld var ensemblespillet ganske imponerende i Vincis opfindsomme arrangement af John Coltranes 'Giant Steps', og Vincis egne 'Postcards from my Heart' og balladen 'All I Think about You', med fornemt klaverspil af Christoffer Møller, var andre fortræffelige indslag. Som solist syntes Vinci at tilhøre den utrættelige type. Heller ikke for hans vedkommende klang alt lige kønt, men det var vist heller ikke meningen. Tonen kunne være skarp og grel, og han sparede hverken sig eller os, når han trådte i Earl Bostics fodspor. Men han formåede ligeledes at fylde den med en sødme, der gjorde Johnny Hodges nærværende. Og vigtigst af alt, gennem alle faser var Vincis spil båret af en frodighed og en musikalsk intelligens, som førte tankerne til Julian Cannonball Adderley.