Ved busstoppestedet dingler drengene rundt med en halvtom flaske sort Jack Daniels.
Den ene af de unge står og stirrer ned i asfalten, som om han har fået øje på en vigtig besked i rendestenen. Mine kommende medpassagerers tilstand taget i betragtning synes jeg, det er en anelse bekymrende, at en af bussens destinationer hedder Svinetruget. Så kommer bussen, der skal køre os til koncerten med Guns N’ Roses i Gigantium uden for Aalborg.






























